meditationer over Steins meditationer over ting

hvis man har det ligesom jeg har det: at både ubu og eclipse er præcis lige så uoverskuelige som de er absolut fremragende og HELT HEROISK udarbejdede arkiver, så skal man altså ALLIGEVEL lige tjekke L=A=N=G=U=A=G=E arkivet på eclipse ud. især hvis man, som jeg, har læst enormt meget om L=A=N=G=U=A=G=E, men utilgiveligt lidt 'rigtig' L=A=N=G=U=A=G=E (selvom man nok godt kan argumentere for, at langpo-poetikkerne hverken kan eller skal adskilles fra de poetiske praksisser, så har jeg alligevel læst alt for lidt). og hvis man så, ligesom jeg (helt utilgiveligt) har forbigået rent faktisk at læse Stein og i stedet bare læst om hende, så kan man passende fortsætte dén dårskab og lige tune ind på L=A=N=G=U=A=G=E no. 6, som så hedder 'Reading Stein', og hvori Carl Andres vidunderlige Stein-meditation er at finde:

... som vistnok er en meditation over Steins egen, helt perfekte tings-meditation fra 'Tender Buttons' som indleder hele balladen:

 

 

'Mens tingenes fuldkommenhed visker os ud, forviser mine handlinger mig til en stum topos'

Jeg har aldrig før hørt om Andreas Pagoulatos (og Google har tilsyneladende heller ikke rigtig hørt om ham), men det har Arena til gengæld og heldigvis. Arena Kontra #2 (2011) udgøres således af hele to små chapbooks: Pagoulatos note-digte-værk 'Stride' både på græsk & på dansk, og jeg syntes jo at allerede at det er en fin og lidt dekadent luksuriøs gestus. 
Pagoulatos skriver på et sorgfyldt sprog. Tunge digte, der minder om efterår, syntes jeg. Bogens slutnoter er noget af det bedste:


'Mens tingenes fuldkommenhed visker os ud, forviser mine handlinger mig til en stum topos, hvor tiden lader til at flyde uden lyd. Tavsheden pulserer kun rådvildt. Mine fagter gør mig til fange. Jeg skriver, og mit subjekt bliver visket ud, mine ord sletter de objekter, som netop opsporer og markerer deres tilstedeværelse, med pennens pletfrie vold, på papirets defensive jomfruelighed. Ordene og fjernelsens, udslettelsens 'magiske' formåen...'

Rilke revisited

...i løbet af de næste par uger bliver denne blog nok udsat for lidt af et bombardement af L=A=N=G=U=A=G=E; konkret; visuel; referent-fjendtlig; sprogmaterialistisk you name it poesi. jeg har mine fedtede fingre i Dworkins Reading the Illegible, Bernstein og Andrews The L=A=N=G=U=A=G=E Book + ALLE MULIGE vilde online tekster på alle mulige sprog og eksamens-deadline er kun et par uger væk osv osv. NÅ. jeg har selvsagt tegn på hjernen. eller rettere: det der split mellem tegnet & referenten har jeg på hjernen. og det er faktisk temmeligt enerverende at have det på hjernen i meget lang tid af gangen, især fordi det simplificerer alting helt vildt meget og det er så typisk mig. nå. i dag har jeg så af en eller anden grund ikke kunne få en passage fra Rilke's Malte Laurids Brigges  Optegnelser ud af hovedet - den har på mærkelig vis parret sig med mine sprogmaterialistiske overvejelser. Det er både mærkeligt og ikke mærkeligt. det er mærkeligt fordi denne her passage handler om mænd og kvinder og kærlighed og ting i dén dur. det er ikke mærkeligt fordi det handler om mænd og kvinder og fordi jeg siden Baudrillard's Forførelse ikke har kunne få følgende lignelse ud af mit hoved: kvinde = tegn; mand = mening.

Her er Rilke's tekst:

'Nu, da så meget bliver anderledes, vil de [kvinderne] også forandre sig. De er ganske nær ved at opgive sig selv og tænke sådan om sig selv, som mænd måske kunne tale om dem, når de ikke var til stede. Det, syntes de, er deres fremskridt. De er allerede næsten overbevist om, at man søger en nydelse og atter én og en endnu stærkere nydelse: at det er dét, livet består i, når man ikke vil miste det på tåbelig vis. De er allerede begyndt at se sig om, at søge; de, hvis styrke altid bestod i at blive fundet.
Jeg tror det kommer af, at de er trætte. De har århundreder igennem ydet al kærligheden, de har altid spillet hele dialogen, begge dele af den. For manden har kun snakket efter og gjort det dårligt. Og har gjort det svært for dem at lære ved sin adspredthed, sin efterladenhed, sin skinsyge, der også var en slags efterladenhed. Og de har alligevel holdt ud dag og nat og er vokset i kærlighed og elendighed. (...) Vi ved noget om den ene og den anden af dem, fordi der findes breve, der som ved et under er blevet bevaret, eller bøger med anklagende eller klagende digte, eller billeder, der ser på os i et galleri gennem en gråd, maleren har kunne gengive fordi han ikke vidste, hvad den var. Men der har levet talløst flere af dem; alle de, som har brændt deres breve, og andre, der ikke mere havde kraft til at skrive dem. Gamle kvinder, der var blevet hårde med en kerne af kostelighed i sig, som de skjulte. Formløse kvinder, der var blevet svære, og som, fordi de var blevet svære af udmattelse, gav sig til at ligne deres mænd, og som dog indeni var helt anderledes, derinde, hvor deres kærlighed havde arbejdet i mørke. (...) Hvem kan sige hvor mange de var og hvem. Det er, som havde de på forhånd tilintetgjort de ord, der kunne have skildret dem.'

... men i mit hoved ser det altså sådan her ud (desuden inspireret af Olga Ravns gendigtninger af Kirsten Hammams digt: 'Jeg er så træt af min krop' på hendes blog: http://olga-ravn.blogspot.com/)

'Nu, da så meget bliver anderledes, vil tegnene også forandre sig. De er ganske nær ved at opgive sig selv og tænke sådan om sig selv, som meningen måske kunne tale om dem, når de ikke var til stede. Det, syntes tegnene, er deres fremskridt. De er allerede næsten overbevist om, at man søger en nydelse og atter én og en endnu stærkere nydelse: at det er dét, livet består i, når man ikke vil miste det på tåbelig vis. Tegnene er allerede begyndt at se sig om, at søge; de, hvis styrke altid bestod i at blive fundet. 

Jeg tror det kommer af, at de er trætte. De har århundreder igennem ydet al kærligheden, de har altid spillet hele dialogen, begge dele af den. For meningen har kun snakket efter og gjort det dårligt. Og har gjort det svært for tegnene at lære ved sin adspredthed, sin efterladenhed, sin skinsyge, der også var en slags efterladenhed. Og tegnene har alligevel holdt ud dag og nat og er vokset i kærlighed og elendighed. (...) Vi ved noget om den ene og den anden af tegnene, fordi der findes breve, der som ved et under er blevet bevaret, eller bøger med anklagende eller klagende digte, eller billeder, der ser på os i et galleri gennem en gråd, maleren har kunne gengive fordi han ikke vidste, hvad den var. Men der har levet talløst flere af dem; alle de, som har brændt deres breve, og andre, der ikke mere havde kraft til at skrive dem. Gamle tegn, der var blevet hårde med en kerne af kostelighed i sig, som de skjulte. Formløse tegn, der var blevet svære, og som, fordi de var blevet svære af udmattelse, gav sig til at ligne deres meninger, og som dog indeni var helt anderledes, derinde, hvor deres kærlighed havde arbejdet i mørke. (...) Hvem kan sige hvor mange de var og hvem. Det er, som havde tegnene på forhånd tilintetgjort de ord, der kunne have skildret dem.'

NÅ.

bogen om alt og intet eller Tao Teh King

en bog der handler om alt og intet må være noget i retning af den ultimative bog. den fandt jeg så i et af provinsens genbrugs-skattekammere  til en flad femmer. 'Tao Teh King' eller 'Bogen om Alt og Intet' som den hedder i den danske oversættelse er selv en lille guldgrube af små lommefilosofiske perler, skrevet af en ukendt kineser for sådan cirka 2200 år siden. og bogens første digt 'gådefulde tao' kommer vistnok den vestlige (diskurs)filosofi lidt i forkøbet (hej hej foucault!)og beviser således at alt alligevel er sagt før, men jeg kan alligevel godt lide at tænke på gådefuldt blomsterstøv... 


'Den visdom, som kan hentes i ordenes glidende strøm, er slet ikke visdom; / og de begreber, der kan mejsles i ord er ikke uforanderlige; / bestandig er kun det navnløse begreb, hvoraf himmelen og jorden opstod, / uforanderlig er kun det ophav, der har gjort alle skabninger til det, de er. / (....) Visdommen og ordene kom begge af det samme blomsterstøv, men fik forskellige navne; / til blomsterstøvet selv havde man bare ikke andet navn end det gådefulde'


og siden det er kinesisk og blomster og pænt:

'Et digt er et tilfælde som i så høj grad som muligt må klare sig uden ord, uden sproget'

'Hvordan opnår man den evige salighed? Ved at sige Dada. Hvordan bliver man berømt? Ved at sige dada. (...) Jeg læser vers som gør ikke mindre end at afstå fra sproget. Dada Johann Fuchsgang Goethe. Dada Stendahl. Dada Buddha. Dalai Lama, dada m'dada, dada m'dada, dada mhm'dada. Jeg vil ikke have ord som andre har opfundet. Alle ord har andre opfundet. Jeg vil drive mit eget uvæsen, jeg vil have vokaler og konsonanter som passer til det. (...) Nu kan man rigtig se, hvordan det artikulerede sprog opstår: Jeg lader helt enkelt lyden falde. Opdyrker ord, skuldre af ord, ben, arme, hænder af ord. Au, oi, u. Man skal ikke lade for mange ord komme op. Et digt er et tilfælde som i så høj grad som muligt må klare sig uden ord, uden sproget. (...) Ordet vil jeg have, dér hvor det hører op og dér, hvor det begynder. Hver ting har sit ord; og der er ordet selv blevet en ting.'

Hugo Ball, Dadamanifest

granatæble pt. 2

Fra Inger Christensens 'Brev i april'

Ellers vinter og sommer

og vinter igen

tilbragt i selskab

med noget så enkelt

som et fuldkommen

verdensløst

granatæble

der ingenting

siger.

Og mens du sover

og kortlægger

hele kontinenter

langs med søvnflodens

bredder,

pakker jeg granatæblet ud

af det lilla papir

og skærer det igennem

på midten.

Det ligner

en anden slags hjerne

end vores.

Hvem ved

om granatæblet

ved med sig selv

at det hedder

noget andet.

konkretdigt, granatæble

Craig Douglas Dworkin

Concrete Poem