Cia Rinne, 'Sounds for Soloists'

erasures - zero & not / a song of Me and Myself

...nu sidder jeg jo her og forsøger at lære hele den nyere kunsthistorie (dada, situationisme, minimalisme, land art, mail art, concept art, noveau realisme, FLUXUS, etcetera) på et par dage og det er godt nok lige i overkanten. det bedste jeg har fundet i dag er Yves Kleins blå, Joseph Kosuths tekst-værker, Dick Higgins forlag SOMETHING ELSE PRESS og en den HELT FANTASTISK publikation: 'anonymiteter' / kommunikationszoner' - et katalog til en udstilling i Lunds Konsthall - 1968 - med de herrer Paul Gernes, Stig Brøgger, Hans-Jørgen Nielsen, Per Kirkeby mfl. Kataloget er lavet som et LP-cover og er indeni fyldt med løsblade af digte & tryk, små pamfletter (bla. Stig Brøggers 'Brev til Lady Welby', som jeg har ledt som en gal efter!!!) og ALT MULIGT ANDET dejligt, og altså fundet i mine forældres støvede og overfyldte reoler, lidt stakkels klemt ind i mellem kæmpetykke, glinsende FLUXUS-kataloger og andre mere alvorlige foretagender. det er netop dén slags 'bøger' jeg altid drømmer om at få fingrene i - fyldt med sådanne nogle små, mobile værker, der simpelthen skriger på at forlade bogens rum og hænges op på min væg, sendes afsted med posten, ligge i min lomme etc. nå. men det med kosuth. 


det med kosuth er, at jeg simpelthen ikke har tålmodighed til Art & Language, men til gengæld er jeg vild hans meget fine, sådan lidt kækt selvberoende værk-sætninger, der simpelthen lyser op over hele skærmen hvis man billed-gogler 'kosuth':

men endnu bedre er hans gigantiske tekstinstallation 'zero and not' - en monumental udviskning eller annulering af Freud's tekst om de der berømte 'slips' (freudian slips):

Kosuths værk er sejt på så mange måder og jeg har så travlt med at skrive min eksamensopgave færdig. men altså: den her slags overstregning fungerer jo i virkeligheden som en understregning - vi vil meget hellere læse disse ord, der er gjort (næsten utydelige) og således bliver Freuds tekst selv til noget 'undertrykt' - de sorte overstregninger fungerer som (smukke) ar i teksten, symptomer at tyde, en mening at kortlægge og selve tekstens dechifrering bliver en slags arkitektonisk udfordring. jeg er hverken forfalden til psykoanalyse eller concept-art i den radikale kosuthske forståelse, men jeg syntes nok at 'zero and nothing' er et ret sejt værk, især taget i betragtning, at vi på BDP lige om lidt udstiller Sophia Le Fraga's store whitman-installation 'Song of Me and Myself (an erasure)':

...meget mere herom senere. det er netop dette: at udstille litteratur, som er 'min' sag for tiden. derfor er jeg nu heldigvis tvunget til endelig at bevæge mig ud over litteraturen og ind i den visuelle / konceptuelle  kunst. og forholde mig til: rumlighed. nærvær. krop. etc.


ps. det slår mig, at jeg her på bloggen faktisk slet ikke er kommet ind på BDP og alt det seje forlags-arbejde jeg laver der for tiden. det er synd og skam (især fordi det ser ud til, at folk rent faktisk læser den her blog...!!!) det må altså blive til sit helt eget blog-indlæg, men OK - på Broken Dimanche er vi pt. i færd med at kuratere mini udstillinger, der beskæftiger sig med spørgsmålet om at udstille litteratur og rumliggøre sprog. indtil videre har vi været så heldige at få lov til at udstille Martin John Callanan's facebook-værk: 'martin john callanan is okay' og Cia Rinnes 'friends and enemies' - begge ord-installationer, der på forskellig (og kritisk) vis henter det skrevne ord ind i et (faktisk) rum:

.. og det vil jeg altsammen helt vildt gerne sige alt muligt om, men det her er altså KUN en ps.'er / appetitvækker og alle de uskrevne eksamens-sider kalder og inden dagen er omme bliver jeg nødt til at forstå alle de smarte kunstteoretiske tekster om Robert Morris. pyh. 

eksperimental litteratur er også bare litteratur

Her svarer forfatter og redaktør Kate Zabreno meget skarpt og fint på spørgsmål angående den såkaldte 'eksperimentale' litteratur. Det virker som om det lidt er noget andet i USA - en skarpere opdeling, måske - mellem den 'eksperimentale', 'svære' litteratur og så den mere klassisk fortællende: Auster og Roth og Frantzen og andet i den dur. Jeg tænker i alle tilfælde sjældent over forskellen og syntes faktisk tit, at den mere 'realistiske' litteratur er langt sværere at gå til, fordi jeg ofte har en følelse af, at den ikke efterlader meget plads til analytiske spidsfindigheder, fordi den på en måde selv siger det hele. Men måske er det også bare fordi jeg er en nørd, og den aktuelle debat i mellem den meget vrede og endda korporligt voldstruende Ib Michael versus den provokerende nonchalante Lars Bukdahl kunne godt tyde på, at der i danmark findes en lignende idé om, at den eksperimentelle afdeling af litteraturen er verdensfjern og navlepillende og skabt til en helt særlig, akademisk priviligeret afkodning. Jeg syntes det ikke. Ligesom samtidskunst kan være underfundig, inkluderende; endda virkelig underholdende kan det eksperimenterende, 'smalle' digt sagtens være det. Et virkelig godt eksempel er Cia Rinne's 'Zaroum'. 


Jeg syntes Zabreno rammer helt rigtigt når hun foreslår, at vi kalder en spade for en spade og slet og ret taler om den såkaldt 'smalle' litteratur som, ja,  litteratur, ganske enkelt. Og at hendes litterære 'ideal' lyder noget i retning af den fejlslagne tekst forekommer mig ekstremt forfriskende i forhold til den ret så dominerende dogmatiske 'avantgardistiske' tankegang om, at den litteratur / kunst, der bryder en grænse eller to /  negerer en orden nærmest per definition er et vellykket stykke kunst. 


Og så er jeg endelig jeg stor fan af at forsøge at udvikle og undersøge, også rent teoretisk, hvad det rent faktisk er, som litteratur gør ved os - følelsen af at blive ramt, hårdt og lykkeligt og uomgængeligt - af et digt f.eks. Mest fordi det har med kroppen at gøre, med forførelse og den helt basale, fysiske lyst til teksten. Alting der har med kroppen er vigtig, tror jeg, fordi det også, sådan lidt populært sagt og helt fundamentalt, har noget med verden at gøre.




'experimental literature”—it makes it seem like there’s no intense pleasure potential in the reading, and that the difficulty level for a reader is like cracking a series of codes, which of course some experimental literature is, but some isn’t. I’ve stopped using the term, actually. I just use “fiction” or “prose” or “literature.” Some people use the term “innovative literature” which I tend to also find kind of hygenic, like something produced at an inventor’s conference. I would say maybe that for experimental prose the goal is more than just story or narrative, more than just representing things as they are—more than the language equivalent of “Wow, that bowl of apples really looks like a bowl of apples.” What is that word? Verisimilitude.'


'I tend to like the idea of interesting failures more than tight and well-crafted texts that bore me, like beautiful well-put together corpses.'


'For me I’m interested in coming up with new criteria for evaluating writing—I’m most interested in how a work makes me feel, like Emily Dickinson talking about a good poem making the top of her head feel like it’s going to rupture or something, I’m interested in the emotions produced, in a sentence, in a form, in a work, I want to be broken when I read and put back together again.'