sarah kane og smertens sprog

   

...hvad hjemsøger mig efter den (og jeg mener altså helt konkret fysisk) smertefulde oplevelse det er at læse Sarah Kanes samlede værker (jeg tør slet ikke tænke på rent faktisk at se stykkerne opført) er kroppene: de misbrugte. misrøgtede og lidende kroppe, der sønderrives, falder sammen og fra hinanden i hvert eneste af Kanes værker.

I Blasted er det voldtægten, almindelig og banal, som åbner op for et inferno; en ufattelig og alligevel så alarmerende genkendelig verden løbet løbsk i vold. Og så derefter en successiv og systematisk dekonstruering af kroppen, som i dén grad fortsætter i Cleansed: øjne suges ud af hovederne, tunger skæres af, fødder og hænder afmonteres - et sadistisk mareridt af arbitrær afstraffelse; af kroppe, der får afskåret muligheden til at gøre og tale og bevæge sig og møde og elske.

Og så de kroppe, der mest af alt straffer sig selv: lungecanceren fodres med cigaretter, dødsdomme fremskydes med litervis af gin og Hippolytus har i Phaedra's Love så travlt med at være fuldstændigt ligelgad og overfylde sit afskyelige svulmende korpus med alskens junk, at han næsten ikke kan finde tid til at deltage i sin egen tragedie og lægge den dér narrativt nødvendige hånd på Phaedra.

...og så selvfølgelig 4.48 Psychosis, et næsten ubærligt smertefuldt vidnesbyrd om psykosens- og selvmordets psykologi. En skrift, der på heroisk vis overkommer depressionens afasi og på næsten ubærlig vellykket vis fremviser denne dysfunktionelle syge krop, som bare ikke længere kan udholde sig selv. Selvmordets logik: at overstå sin egen krop.

Kroppen vil ikke længere holde sammen på sig selv, men det forekommer mig, at det ikke er volden, ikke destruktionen, men snarere kærligheden, ganske enkelt, eller måske rettere sagt: fraværet af selvsamme, der piner den krop i opløsning, som alle Kanes teaterstykker kredser om: 'If you died it would be like my bones had been removed. No one would know why, but I would collapse' siger B i Crave - et værk udelukkende konstitueret af replikker; stemmer, der synes afmonteret nogen form for kropslig materialitet. Her tales og tales og tales, men tilsyneladende intet sted fra, måske fordi kroppene allerede er kollapsede i angst og udmattelse over fraværet af (en) kærlighed, kroppens skelet. Men måske også fordi den elskede altid allerede er væk og kærligheden som sådan konstitueret af et fravær, hvilket netop er tilfældet i 4.48 Psychosis: 'I dread the loss of her I've never touched / love keeps me a slave in a cage of tears'.

Og så alligevel, pludseligt, en lise midt i al grusomheden; en enkel og helt 'realistisk' bøn om kærlighed midt i al den fantasmagoriske og umulige elskov; et simpelt ønske om at elske på almindeligste vis:

’And I want to play hide-and-seek and give you my clothes and tell you I like your shoes and sit on the steps while you take a bath and massage your neck and kiss your feet and hold your hand and go for a meal and not mind when you eat my food and meet you at Rudy’s and talk about the day and type up your letters and carry your boxes and laugh at your paranoia and give you tapes you don’t listen to and watch great films and watch terrible films and complain about the radio and take pictures of you when you are sleeping and get up to fetch you coffee and bagels and Danish and go to Florent and drink coffee at midnight and have you steal my cigarettes and never be able to find a match and tell you about the tv programme I saw the night before and take you to the eye hospital and not laugh at your jokes and want you in the morning but let you sleep for a while and kiss your back and stroke your skin and tell you how much I love your hair your eyes your lips your neck your breats your arse your

and sit on the steps smoking till your neighbour comes home and sit on the steps smoking till you come home and worry when you are late and be amazed when you are early and give you sunflowers and go to your party and dance till I am black and be sorry when I am wrong and happy when you forgive me and look at your photos and wish I had known you forever and hear your voice in my ear and feel your skin on my skin and get scared when you’re angry and your eye has gone red and the other eye blue and your hair to the left and your face oriental and tell you you’re gorgeous and hug you when you are anxious and hold you when you are hurt and want you when I smell you and offend you when I touch you and whimper when I’m next to you and whimper when I’m not and dribble on your breast and smother you in the night and get cold when you take the blanket and hot when you dont and melt when you smile and dissolve when you laugh and not understand why you think I’m rejecting you when I’m not rejecting you and wonder how you could think I’d ever reject you and wonder who you are but accept you anyway and tell you about the tree angel enchanted forest boy who flew across the ocean because he loved you and write poems for you and wonder why you don’t believe me and have a feeling so deep I can’t find words for it and want to buy you a kitten I’d get jealous of because it would get more attention than me and keep you in bed when you have to go and cry like a baby when you finally do and get rid of the roaches and buy you presents you don’t want and take them away again and ask you to marry me and you say no again but keep on asking because even though you think I don’t mean it I do always have from the first time I asked you and wander the city thinking it’s empty without you and want what you want and think I’m lossing myself but know I’m safe with you and tell you the worst of me and try to give you the best of me because you don’t deserve any less and answer your questions when I’d rather not and tell you the truth when I really don’t want to and try to be honest because I know you prefer it and think it’s all over but hang on in for ten more minutes before you throw me out of your life and forget who I am and try to get close to you because it’s beautiful learning to know you and well worth the effort and speak German to you badly and Hebrew to you worse and make love to you at three in the morning and somehow somehow somehow communicate some of the overwhelming undying overpowering unconditional all-encompassing heart-enriching mind-expanding on-going never-ending love I have for you. '

'And yet they say we live secure at home, while they are at the wars, with their sorry reasoning, for I would gladly take my stand in battle array three times o'er, than once give birth.'

Stills fra Lars von Triers 'Medea':

... og her et uddrag fra Sara Stridsbergs 'Land of Medea', scene 17:

THE GODDESS: A mother murdered both her children. Afterwards she walked into the 

sea with her dress loaded with stones. The sky was in flames above her. The beach was deserted. 

Medea is listening, surprised. 

MEDEA: Why are you in mourning? Who has died? 

THE GODDESS: A mother is sitting in the kitchen with her children. Her oven is full of 

roses. The kitchen is a yellow cone of light in which everything will be preserved. The 

melancholy, the window's glistening, flowing opening, the winter light. The big boy is 

standing on a chair by the sink. The little one is hanging on her hip. She is whisking and 
whisking. Then she puts on the gas oven. 

MEDEA: Why are you telling me this? 

Medea keeps studying her. She walks up to the Goddess listening closely to her as she 

speaks, reading her lips. As if she is in a hypnosis or stood at the bottom of the sea. Gets 

interrupted by the children's voices. 

AKILLES' VOICE: Mummy... Mummy? What are you doing? Are you sad, mummy? 

Should we phone dad? 

THE GODDESS: A mother goes out into the garden with her sleeping children. Shards 

in the wet grass. Her white feet are bleeding. The trees are asleep. All the birds don't 

sing. She beds her boys down into a soft bed of dirt. She is convinced that they are 

sleeping because she has fed them with soft drinks and sleeping pills. They are going to 

sleep undisturbed for a long time. Never unhappy again. She places the little boy's hand 

in the big boy's hand. She prays. Later she lies down on top of the soil and looks at the 

the sky rushing by overhead. 

MEDEA: Child murderer. 

THE GODDESS: The bridal bed is a woman's grave. 

MEDEA: Child murderer. 

AKILLES' VOICE: Mummy!  

THE GODDESS: A mother goes to see her children for the last time. The children 

are asleep in the bunk bed. The little one still has a teat. Gently she pushes the poison 

capsules into their mouths. The boys smell of sleep and sugar. Tenderly she squeezes  

their jaws shut over the glass. The poison explodes over their milk teeth. Death is 

immediate. She leaves the room- 

Ministry of Pain

And there is the larger question of how language that hasn't learned how to depict reality, complex as the inner experience of that reality may be, is capable of doing anything at all - telling stories for example.

 Jeg læser Dubravka Ugresics roman helt særdeles sørgmodige roman 'Ministry of Pain', hvis narrative afsæt er Balkan-krigens rædselserfaringer og som beskæftiger sig med, hvad der sker med mennesker som ikke kan, vil eller tør elske deres sprog længere. I lyset af krigen bliver modersproget: ‘a dialect backed by an army’; et våben, der forræder, separerer og ødelægger. Der gives altså kun to muligheder: den ærlige tavshed eller den løgnagtige tale.

Ugresic udstiller eksilens apati; den absolutte fremmedgørelse, som ikke bare er en fremmedgørelse i forhold til et nyt lands kulturelle landskaber, men som også (og mest af alt) er en amputering af selvet, der har mistet et sprog at artikulere sin egen virkelighed med. Og romanen viser på foruroligende vis, hvordan lingivistisk afasi afstedkommer en total formørkelse af den individuelle erfaring, en komplet dekonstruktion af det jeg, som er ulykkeligt emmigreret fra eget sprog. 

Når ens sprog er skyldigt, hvordan så tale om verden uden selv at gøre vold på den? Når sproget bliver et kollektivt trauma, når det bliver (selv)destruktivt, så bliver det immigrantens strategi at søge tilbage til barndommens uskyldige og arkaisk præ-sproglige minder. Dette iscenesætter romanen: et ‘jugo-nostalgia’, et proustiansk projekt, der er dømt til at mislykkes, fordi den infantile regression også bliver en genopdagelse og iscenesættelse af præcist de mekanismer, der kunne udløse en krig, hvori naboer slog hinanden ihjel. Her udstiller romanen sentimalitetens faldgruber og nostalgiens farligt forførende æstetik.

’Ministry of Pain’ rører ved problemstillinger omkring det sprogligt konstituerede subjekt og det skyldige sprog. Her er 'jeg-følelsen' en absolut lingvistisk konstruktion (som Agamben siger det med sædvanlig retorisk pondus: ’jeg er ikke andet end et subjekt underlagt et verbum’) – det er også derfor det er umuligt at formulere sit selv, når man mister sit sprog. Herfra bliver et sprogligt eksil også et eksistentielt eksil. Og ydermere: hvordan elske et skyldigt sprog? Hvis sprog er det, som fremdeles udskiller objekter for en talende og egocentrisk subjektivitet, kan vi så tale om verden uden at gøre skade på den?

Hos Juliana Spahr løber kærlighedsdigtet løbsk, fordi krigen (også) føres i sproget: 'Beloveds, I keep trying to speak of loving but all I speak about is acts of war and acts of war and acts of war.’

Og hos Inger Christensen bliver selv den enkleste erklæring af det eksisterende også til en slags metonymisk henvisning til brintbomben: ‘Bregnerne findes; og brombær, brombær / og brom findes; og brinten, brinten’.

Men nu er det altså 'Ministry of Pain' jeg læser, desuden med Sara Stridsberg som 'vejleder': et kapitel læses kollektivt op i seminarrummet og 40 forvirrede stemmer, der ikke kan finde sig selv messer i kor Ugresics uendeligt triste eksiltekst og også min stemme forsvinder i mængden, og således fremmed for min egen stemme forstår jeg, hvorfor nogle mennesker ganske enkelt ikke længere vil tale.

Næste uges lektie lyder: et kapitel læses et sted i Berlin, der bærer erindring om ødelæggelse eller fremmedgørelse. Temaet taget i betragtning burde det ikke være svært at finde et sådan sted i denne by, men jeg kan kun tænke på ét sted, og der kan jeg ikke tage hen. Ikke endnu.