Rilke revisited

...i løbet af de næste par uger bliver denne blog nok udsat for lidt af et bombardement af L=A=N=G=U=A=G=E; konkret; visuel; referent-fjendtlig; sprogmaterialistisk you name it poesi. jeg har mine fedtede fingre i Dworkins Reading the Illegible, Bernstein og Andrews The L=A=N=G=U=A=G=E Book + ALLE MULIGE vilde online tekster på alle mulige sprog og eksamens-deadline er kun et par uger væk osv osv. NÅ. jeg har selvsagt tegn på hjernen. eller rettere: det der split mellem tegnet & referenten har jeg på hjernen. og det er faktisk temmeligt enerverende at have det på hjernen i meget lang tid af gangen, især fordi det simplificerer alting helt vildt meget og det er så typisk mig. nå. i dag har jeg så af en eller anden grund ikke kunne få en passage fra Rilke's Malte Laurids Brigges  Optegnelser ud af hovedet - den har på mærkelig vis parret sig med mine sprogmaterialistiske overvejelser. Det er både mærkeligt og ikke mærkeligt. det er mærkeligt fordi denne her passage handler om mænd og kvinder og kærlighed og ting i dén dur. det er ikke mærkeligt fordi det handler om mænd og kvinder og fordi jeg siden Baudrillard's Forførelse ikke har kunne få følgende lignelse ud af mit hoved: kvinde = tegn; mand = mening.

Her er Rilke's tekst:

'Nu, da så meget bliver anderledes, vil de [kvinderne] også forandre sig. De er ganske nær ved at opgive sig selv og tænke sådan om sig selv, som mænd måske kunne tale om dem, når de ikke var til stede. Det, syntes de, er deres fremskridt. De er allerede næsten overbevist om, at man søger en nydelse og atter én og en endnu stærkere nydelse: at det er dét, livet består i, når man ikke vil miste det på tåbelig vis. De er allerede begyndt at se sig om, at søge; de, hvis styrke altid bestod i at blive fundet.
Jeg tror det kommer af, at de er trætte. De har århundreder igennem ydet al kærligheden, de har altid spillet hele dialogen, begge dele af den. For manden har kun snakket efter og gjort det dårligt. Og har gjort det svært for dem at lære ved sin adspredthed, sin efterladenhed, sin skinsyge, der også var en slags efterladenhed. Og de har alligevel holdt ud dag og nat og er vokset i kærlighed og elendighed. (...) Vi ved noget om den ene og den anden af dem, fordi der findes breve, der som ved et under er blevet bevaret, eller bøger med anklagende eller klagende digte, eller billeder, der ser på os i et galleri gennem en gråd, maleren har kunne gengive fordi han ikke vidste, hvad den var. Men der har levet talløst flere af dem; alle de, som har brændt deres breve, og andre, der ikke mere havde kraft til at skrive dem. Gamle kvinder, der var blevet hårde med en kerne af kostelighed i sig, som de skjulte. Formløse kvinder, der var blevet svære, og som, fordi de var blevet svære af udmattelse, gav sig til at ligne deres mænd, og som dog indeni var helt anderledes, derinde, hvor deres kærlighed havde arbejdet i mørke. (...) Hvem kan sige hvor mange de var og hvem. Det er, som havde de på forhånd tilintetgjort de ord, der kunne have skildret dem.'

... men i mit hoved ser det altså sådan her ud (desuden inspireret af Olga Ravns gendigtninger af Kirsten Hammams digt: 'Jeg er så træt af min krop' på hendes blog: http://olga-ravn.blogspot.com/)

'Nu, da så meget bliver anderledes, vil tegnene også forandre sig. De er ganske nær ved at opgive sig selv og tænke sådan om sig selv, som meningen måske kunne tale om dem, når de ikke var til stede. Det, syntes tegnene, er deres fremskridt. De er allerede næsten overbevist om, at man søger en nydelse og atter én og en endnu stærkere nydelse: at det er dét, livet består i, når man ikke vil miste det på tåbelig vis. Tegnene er allerede begyndt at se sig om, at søge; de, hvis styrke altid bestod i at blive fundet. 

Jeg tror det kommer af, at de er trætte. De har århundreder igennem ydet al kærligheden, de har altid spillet hele dialogen, begge dele af den. For meningen har kun snakket efter og gjort det dårligt. Og har gjort det svært for tegnene at lære ved sin adspredthed, sin efterladenhed, sin skinsyge, der også var en slags efterladenhed. Og tegnene har alligevel holdt ud dag og nat og er vokset i kærlighed og elendighed. (...) Vi ved noget om den ene og den anden af tegnene, fordi der findes breve, der som ved et under er blevet bevaret, eller bøger med anklagende eller klagende digte, eller billeder, der ser på os i et galleri gennem en gråd, maleren har kunne gengive fordi han ikke vidste, hvad den var. Men der har levet talløst flere af dem; alle de, som har brændt deres breve, og andre, der ikke mere havde kraft til at skrive dem. Gamle tegn, der var blevet hårde med en kerne af kostelighed i sig, som de skjulte. Formløse tegn, der var blevet svære, og som, fordi de var blevet svære af udmattelse, gav sig til at ligne deres meninger, og som dog indeni var helt anderledes, derinde, hvor deres kærlighed havde arbejdet i mørke. (...) Hvem kan sige hvor mange de var og hvem. Det er, som havde tegnene på forhånd tilintetgjort de ord, der kunne have skildret dem.'

NÅ.

the long slate river: my heart

... siger Kathy Ackers 'Don Quixote'. En hæsblæsende og nådesløs tekst, som jeg måske hvis jeg er heldig har forstået en kvart af, og som jeg helt sikkert vil vende tilbage til mange gange. Jeg er først og fremmest fuldstændigt henført af denne mislykkede ridder(inde)s på en gang uhørt voldsomme sadomasochistiske 'quest for love' og samtidig denne komplet desperate, sørgmodige og nøgne længsel efter kærligheden; efter et kærlighedens sprog; efter nogen, at tale om kærligheden med.

Hvilket på vidunderligste vis har faldet sammen med andre ting set og læst og tænkt i denne uge - mestendels handler det om forholdene mellem ordet og kønnet og kærligheden, ligesom selvfølgelig subjekt-objekt relationerne i kærlighedsidéen er helt centrale - altsammen noget, der allerede er sagt så meget om, men som vi ikke desto mindre alle sammen ikke kan holde op med at tale om.

Ackers Don Quixote siger også:

’Why can’t I just love?

Because every verb in order to be realized needs its object. Otherwise, having nothing to see, it can’t see itself or be. Since love is sympathy or communication, I need an object which is both subject and object: to love, I must love a soul. Can a soul exist without a body? Is physical separate from mental? Just as love’s object is the appearance of love; so the physical realm is the appearance of the godly: the mind is the body. ’This,’ she thought, ’is why I’ve got a body. This’s why I am having an abortion. So I can love.’ This is how Don Quixote decided to save the world.’

... og i (den bedste bog nogensinde skrevet) 'Malte Laurids Brigges Optegnelser' skriver Rilke om de kvinder, der er trætte af at elske:


'Jeg tror det kommer af, at de er trætte. De har århundreder igennem ydet al kærligheden, de har altid spillet hele dialogen, begge dele af den. For manden har kun snakket efter og gjort det dårligt. Og har gjort det svært for dem at lære ved sin adspredthed, sin efterladenhed, sin skinsyge, der også var en slags efterladenhed. Og de har alligevel holdt ud dag og nat og er vokset i kærlighed og elendighed. Og fra dem udgik, under trykket af endeløs nød, de vældige elskende, som, mens de kaldte på manden, overstod ham (...). Gamle kvinder der var blevet hårde med en kerne af kostelighed i sig, som de skjulte. Formløse kvinder, der var blevet svære, og som, fordi de var blevet svære af udmattelse, gav sig til at ligne deres mænd, og som dog indeni var helt anderledes, derinde hvor deres kærlighed havde arbejdet i mørket. Fødende, der aldrig havde ønsket sig børn, og som, når de endelig døde under deres ottende nedkomst, endnu var yndige og lette som unge piger, der går og glæder sig til kærligheden. (...) Hvem kan sige hvor mange de var og hvem. Det er, som havde de på forhånd tilintetgjort de ord, der kunne have skildret dem.’

og Marylin siger i Joyce Carol Oates 'Blonde':


'To be the object of male desire is to know I exist. The expression of the eyes. Hardening of the cock. Though worthless, you are wanted.'

... som selvfølgelig er en velkendt indvendelse mod det 'klassiske', destruktivt dikotomiserende og subjekt-objekt sønderdelende (især) heteroseksuelle kærlighedsforhold, og som Giorgio Agamben i hans kongeniale 'Infancy and History' i middelalderens troubadour-digtning finder et smukt alternativ til :

'The medieval discovery of love in the works of the Provencal and stilnovo poets is the discovery that love takes as its subjects not the immediate sensory thing, but the phantasm; that is simply the discovery of the phantasmatic character of love. But given the mediating nature of imagination, this means that the phantasm is also the subject, not just the object, of Eros. (...) It is precisely because here love is not the opposition between a desiring subject and a an object of desire, but has in the phantasm, so to speak, its subject-object, that the poet can define its character as a fulfilled love, whose delights never ends.’

...og endelig siger Ackers kvindelige Don Quixote i slutningen af romanen, henimod en slags anagnorisis, hvori kærlighedens illusion genkender sig selv, og netop kærlighedens fantasmagoriske karakter synes at blive dens styrke, en slags frelse:

'Even though you don’t exist, love: every day in every minute I talk to you because I must. Because if there is someone in me, even only in fantasy, I’m not always up against my own loneliness. I’m not always in the scream which is Death. Death is the one absolute, the object that can be known, the only human knowledge. You’re my unknowing heart. Virgin. Bitch. If there’s chance, there must be love.’