Rilke revisited

...i løbet af de næste par uger bliver denne blog nok udsat for lidt af et bombardement af L=A=N=G=U=A=G=E; konkret; visuel; referent-fjendtlig; sprogmaterialistisk you name it poesi. jeg har mine fedtede fingre i Dworkins Reading the Illegible, Bernstein og Andrews The L=A=N=G=U=A=G=E Book + ALLE MULIGE vilde online tekster på alle mulige sprog og eksamens-deadline er kun et par uger væk osv osv. NÅ. jeg har selvsagt tegn på hjernen. eller rettere: det der split mellem tegnet & referenten har jeg på hjernen. og det er faktisk temmeligt enerverende at have det på hjernen i meget lang tid af gangen, især fordi det simplificerer alting helt vildt meget og det er så typisk mig. nå. i dag har jeg så af en eller anden grund ikke kunne få en passage fra Rilke's Malte Laurids Brigges  Optegnelser ud af hovedet - den har på mærkelig vis parret sig med mine sprogmaterialistiske overvejelser. Det er både mærkeligt og ikke mærkeligt. det er mærkeligt fordi denne her passage handler om mænd og kvinder og kærlighed og ting i dén dur. det er ikke mærkeligt fordi det handler om mænd og kvinder og fordi jeg siden Baudrillard's Forførelse ikke har kunne få følgende lignelse ud af mit hoved: kvinde = tegn; mand = mening.

Her er Rilke's tekst:

'Nu, da så meget bliver anderledes, vil de [kvinderne] også forandre sig. De er ganske nær ved at opgive sig selv og tænke sådan om sig selv, som mænd måske kunne tale om dem, når de ikke var til stede. Det, syntes de, er deres fremskridt. De er allerede næsten overbevist om, at man søger en nydelse og atter én og en endnu stærkere nydelse: at det er dét, livet består i, når man ikke vil miste det på tåbelig vis. De er allerede begyndt at se sig om, at søge; de, hvis styrke altid bestod i at blive fundet.
Jeg tror det kommer af, at de er trætte. De har århundreder igennem ydet al kærligheden, de har altid spillet hele dialogen, begge dele af den. For manden har kun snakket efter og gjort det dårligt. Og har gjort det svært for dem at lære ved sin adspredthed, sin efterladenhed, sin skinsyge, der også var en slags efterladenhed. Og de har alligevel holdt ud dag og nat og er vokset i kærlighed og elendighed. (...) Vi ved noget om den ene og den anden af dem, fordi der findes breve, der som ved et under er blevet bevaret, eller bøger med anklagende eller klagende digte, eller billeder, der ser på os i et galleri gennem en gråd, maleren har kunne gengive fordi han ikke vidste, hvad den var. Men der har levet talløst flere af dem; alle de, som har brændt deres breve, og andre, der ikke mere havde kraft til at skrive dem. Gamle kvinder, der var blevet hårde med en kerne af kostelighed i sig, som de skjulte. Formløse kvinder, der var blevet svære, og som, fordi de var blevet svære af udmattelse, gav sig til at ligne deres mænd, og som dog indeni var helt anderledes, derinde, hvor deres kærlighed havde arbejdet i mørke. (...) Hvem kan sige hvor mange de var og hvem. Det er, som havde de på forhånd tilintetgjort de ord, der kunne have skildret dem.'

... men i mit hoved ser det altså sådan her ud (desuden inspireret af Olga Ravns gendigtninger af Kirsten Hammams digt: 'Jeg er så træt af min krop' på hendes blog: http://olga-ravn.blogspot.com/)

'Nu, da så meget bliver anderledes, vil tegnene også forandre sig. De er ganske nær ved at opgive sig selv og tænke sådan om sig selv, som meningen måske kunne tale om dem, når de ikke var til stede. Det, syntes tegnene, er deres fremskridt. De er allerede næsten overbevist om, at man søger en nydelse og atter én og en endnu stærkere nydelse: at det er dét, livet består i, når man ikke vil miste det på tåbelig vis. Tegnene er allerede begyndt at se sig om, at søge; de, hvis styrke altid bestod i at blive fundet. 

Jeg tror det kommer af, at de er trætte. De har århundreder igennem ydet al kærligheden, de har altid spillet hele dialogen, begge dele af den. For meningen har kun snakket efter og gjort det dårligt. Og har gjort det svært for tegnene at lære ved sin adspredthed, sin efterladenhed, sin skinsyge, der også var en slags efterladenhed. Og tegnene har alligevel holdt ud dag og nat og er vokset i kærlighed og elendighed. (...) Vi ved noget om den ene og den anden af tegnene, fordi der findes breve, der som ved et under er blevet bevaret, eller bøger med anklagende eller klagende digte, eller billeder, der ser på os i et galleri gennem en gråd, maleren har kunne gengive fordi han ikke vidste, hvad den var. Men der har levet talløst flere af dem; alle de, som har brændt deres breve, og andre, der ikke mere havde kraft til at skrive dem. Gamle tegn, der var blevet hårde med en kerne af kostelighed i sig, som de skjulte. Formløse tegn, der var blevet svære, og som, fordi de var blevet svære af udmattelse, gav sig til at ligne deres meninger, og som dog indeni var helt anderledes, derinde, hvor deres kærlighed havde arbejdet i mørke. (...) Hvem kan sige hvor mange de var og hvem. Det er, som havde tegnene på forhånd tilintetgjort de ord, der kunne have skildret dem.'

NÅ.