Grotrians Gud

... det er altid en lidt bittersød oplevelse at læse ens egne læsninger andetsteds. Det skete for mig i går, da jeg i Craig Dworkins Reading the Illegible faldt over noget nær samme teoretiske konstellation, som jeg selv havde forestillet mig at bruge i forbindelse med en læsning af Grotrian. Det hele er egentligt ret enkelt: hvad sker der, når sproget kammer over og nærmest kollasper af for meget semantisk potentiale? Selv drømte jeg om at parre Baudrillard's idéer om forførelse og overfladens ikke-mening med Bataillies vidunderligt forførende tanker om erotik, død og transgression + lidt Merleau-Ponty for at få kroppen med. Det har så bare været svært at få andre med på vognen - ord som 'vidtløftigt', 'svulstigt', 'fortærsket' og 'irelevant' er alle blevet smidt i retning af min stakkels idé, som nu ENDELIG har fundet sin oprejsning hos Craig Dworkin, der benytter sig af PRÆCIS SAMME teoretiske konstellation, som jeg havde tænkt mig i PRÆCIS SAMME sammenhæng (altså: ikke Grotrian, men spørgsmålet om meningstab og uforståelighed).
... og når det så er sagt, så er min godnatlæsning i disse dage Grotrians 'Fire' - vistnok fra de før-religiøse dage. Der er noget helt vidunderligt ved de små tings-digte (Rilke havde været ude af sig selv af lykke), hvori objekterne gives (poetisk) sprog, som fx. tænderne, der selvfølgelig bliver vandet med mælk:

Tænder


Vi blev vandet med mælk og slog rødder i kæberne
elfenbensstempler, placeret som runde klaverer
færgeporten, lyset over plombetoget, grønt signal
bilerne på tungen, knuses

Tændstikker


Meningen venter vi på
og vi venter et barn, og af den samme skuffe
mener vi en brand, og om en tændstikæske
verdens mindste kommode

Det her er så fint, fordi tændstikkernes 'barn' selvfølgelig er en 'brand' - tændstikker laver  ild, ligesom mennesker laver børn. Og så er jeg selvfølgelig en sucker for sætninger som: 'Meningen venter vi på', der således glider ind i tingenes stemmer. Flere af den slags små guldkorn findes længere henne i digtsamlingen, eksempelvis digtet 'Næstenfang' (det må nok være mit nye yndlingsord!):

Fiskene dunker mod ruden, vil ind. En sølvmåne hænger fra krogen
i loftet, beboet af summende fluer. Piranesi tegner trapper, men
jeg når at viske ud igen. Forhindrer labyrinten, sov jeg? Her er
virkeligt tomt.


Hvad ER det for en tomhed hos Grotrian? Et par digte længere henne hedder det:

Efterskrig

Ser fakirenes sømslette oppefra, mindre
trappen gror mod himlen, fødderne bløder
den sorte kappe hang fast dernede, ligger om et hjerte
harper, svingende frem, tilbage, er stereolåge til intet


STEREOLÅGEN TIL INTET er tilsyneladende også PORTEN TIL HIMMERIGET - en trappe at bestige, det evige liv, som efterlader dødens sorte kappe et eller andet sted dernede. så, ok, der er noget ingenting over Gud, noget 'virkeligt tomt', der også besætter digtene. Som sagt beskæftiger 'Fire' sig meget lidt med Gud i forhold til de mange senere værker. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor vildt det er at parre den eksperimenterende, meningsudtømmende, konkretistiske digtform med en dyb religiøsitet. Hvad betyder det for (ikke)symbolikken? Er Gud da den stilhed bag ordene, en ultimativ transcendens? Og hvis Gud gør ordet til kød, er han vel i virkeligheden den første konkret poet og altså virkelig avantgarde?