'A planetary pronoun is inherently experimental. No one knows what its force might be.'

gud! i dag har jeg lært Joan Retallack at kende, og der er intet i mig der forstår, hvordan jeg IKKE kan have hørt om hende før. I essayet 'What Is Experimental Poetry & Why Do We Need It' skriver hun så smukt om behovet for at inddrage andetheden i den poetiske praksis - andetheden forstået som det, som ikke allerede er en del af vores bevidsthed, sprogbrug, længsler og fantasi. herved bliver poesien eksperimenterende, helt af sig selv, når man f.eks. undersøger hvad et radikalt 'vi' egentlig ville betyde for det sproglige udsagn, ja, så så har man faktisk allerede et eksperiment, lige dér:

'Critique of the appropriative we makes way for an inclusive we of human responsibility acknowledging the shared origin and destiny of every form of life on the planet. A planetary pronoun is inherently experimental. No one knows what its force might be.'

Retallack spørger efter en poetisk praksis, hvis eksperimentale natur betyder mere og andet end 'the latest oddity' - eksperimentet forstås her som et empirisk, men også grundlæggende etisk modus; en åbenhed, ganske enkelt. at tillade det fejlslagne eksperiment, det fejlslagne digt, fordi svaret her ikke allerede er givet med spørgsmålet. Wittgenstein citeres: 'people say again and again that philosophy doesn't really progress... It is because our language has remained the same and keeps seducing us into asking the same questions.'

her bliver eksperimentet altså til en måde at række ud efter et 'facit', som ikke allerede er konfigureret som idé i os, og sproget anses ikke som et instrument at undersøge verden med, men som en måde at konstituere en ny slags erfaring - og herved også sensitivitet - på. tankeeksperimentet foreslås: at invitere det andet ind i sproget og herfra udarbejde en økologisk funderet poesi, som inddrager 'those others that have been fatefully excluded from a review of our intentions, but not from their consequences. That is, they (trees, birds, other animals, grasses, rivers....) experience but cannot imagine us. We imagine but to often do not really experience them.'

dette betyder f.eks. at blive ved med at forsøge at tale om / til naturen indtil vi endelig har befriet den / os hele fra den diskursive metafor-forurening, som den såkaldt 'sensitive' naturdigtning i århundreder har øset ned over de stakkels fugle og træer og hvad ved jeg. at starte med verden, med empirien og med fænomenerne i stedet for det ekstremt følende menneske må være et skridt på vejen til at udvikle et sprog, hvormed vi kan artikulere en art indbyrdes samtale fra det meget fælles anliggende, som er biosystemets højkritiske tilstand; er 'our shared peril on a degraded planet [which] turns us all into potentially fatally estranged subjects - those whose lives most depend on forces least within their control.'

heri ligger eksperimentet: at iværksætte et sprog, som ikke i forvejen hverken kender sit objekt eller kender sig selv. Retallack minder mig om mange så gode ting: om 'Alfabet's organiske vækstprincipper; om Juliana Spahrs kosmiske pronomener; om Böks 'Xenotekst' eksperiment; om Agambens kritik af en kultur som har byttet erfaring for viden; om Abrams hippie-teori om et reciprokt sprog. Og Retallack afslutter så smukt: 'New evolutionary approaches to the medical models suggest that working with nature, rather than dosing her with naturacides, may well be more succesfull in the long run. (...) Practises that reach out (interrogatively) toward constructive new ways of understanding and being in the world may be our only chance at real instruments of optimism.'

...og så kan hun endda også digte. her, f.eks, hvor sygdommen og døden indskrives i en meget bogstavelig forsvinden. en systematisk og komplet hjerteskærende forvitring af leksikal betydning, hvor formen er en virus, som æder sig ind i tekstens krop.

økokritik. mere af det.

... aftenens nyopdagelse: amerikanske forfatter / kritikker / forlægger / blogger (litterær altmuligkvinde)  Molly Gaudry, der har udgivet en slags digt-novelle med det helt uimodståelige navn 'We Take Me Apart' (bare navnet gav mig straks lyst til at købe bogen, som desværre og selvfølgelig er udsolgt). Molly bare skriver og skriver og skriver alle mulige seje ting på alle mulige seje litteraturblogs, og det bedste jeg faldt over her til aften var artiklen: 'Revaluing Nature Writing: Toward Love and Flower power' (fantastisk corny-cool titel!!) , en slags 'øko-kritisk' læsning af især Marquez '100 års ensomhed'. Molly Gaudry slår et slag for en slags komparativ læsning af kærligheds- og naturrepræsentationer. En smuk tanke og en god tanke, der selvfølgelig med det samme får mig til at tænke på Inger Christensen, især 'Alfabet' og måske også 'Sommerfugledalen', og Juliana Spahr - mine to øko-poetiske favoritter!


Under alle omstændigheder syntes jeg, at spørgsmålet angående forholdet mellem litteratur og natur, som i sidste ende vel også kommer til at handle om det helt grundlæggende forhold mellem ord og fænomen, måske er et af de mest interessante og vægtige og presserende spørgsmål, som både litteraturen og litteraturkritikken bør tage op i disse dage. 


Here goes smagsprøver:

'the revaluing of nature writing, as I see it, is quite simple: let us apply an ecocritical lens to literature we already love; literature not thought to be nature writing; literature that takes seriously the representation of nature, the role of physical setting, values consistent with ecological wisdom, metaphors that will positively influence the way we treat our environment; literature that compels us to examine place as eagerly as we do race, class, and gender.'


'the expanded spectrum of nature writing, as I see it, ought to recognize literature with natural representations of love. Nature writing will suddenly become more engaging to readers who may not care about flora and fauna but are likely to care about the problems, and the uplifting, of the heart.