I know I am August

Ligeså ufatteligt let det er at læse Walt Whitman, lige så svært er det at skrive om ham. Whitman er en af de digtere, som man kan smage på i det uendelige tror jeg. Og så må han være noget i retning af den lykkeligste poet verden nogensinde har set, for hans digte fungerer ganske enkelt som euforiserende serotonin-skud til hele kroppen.

Det er altid svært at sige noget klogt om tekster, der undgår omskrivning og symbolik, og som ganske enkelt lægger verden frem som den er. Sådan er det med Whitman - han bare skriver ufortrødent en hel verden ind i disse kæmpestore poetiske kataloger, og det findes altså altsammen lige dér, og man ved ikke rigtigt hvad man skal gøre med det, andet end at læse det og blive helt lykkelig.
Jeg tænker, at Inger Christensen må have læst meget Walt Whitman - især Alfabet's kosmisk-sproglige visioner minder om Whitmans uendelige opremsninger.

Der er meget at sige om forholdet mellem tegn og verden hos Whitman, men det forsøger jeg at altsammen sige i min opgave. Her til morgen med tømmermænd og bragende sol er det derimod disse perfekt erotiske, og samtidig uendeligt gribende romantiske linjer, som gør det for mig:

Loafe with me on the grass, loose the stop from your throat,
Not words, not music or rhyme I want, not custom or lecture, not even the best,
Only the lull I like, the hum of your valvèd voice.
I mind how once we lay such a transparent summer morning,
How you settled your head athwart my hips and gently turn'd over upon me,
And parted the shirt from my bosom-bone, and plunged your tongue to my bare-stript heart,
And reach'd till you felt my beard, and reach'd till you held my feet.


...og uden rigtigt at vide præcist hvorfor, minder Whitmans inderlige (insisterende, men samtidig helt sarte) erotik mig om denne yndlingspassage fra Sommerfugledalen:

Så mind mig om en sommerdag på Skagen
da engblåfuglen under parringsflugten
fløj rundt som himmelstumper hele dagen
med ekko af det blå fra Jammerbugten


mens vi, der bare lå fortabt i sandet,
så talrige som nu kun to kan være,
fik kroppens elementer sammenblandet


af jord som havs og himmels mellemting,
to mennesker, der overlod hinanden
et liv der ikke dør som ingenting


.

granatæble pt. 2

Fra Inger Christensens 'Brev i april'

Ellers vinter og sommer

og vinter igen

tilbragt i selskab

med noget så enkelt

som et fuldkommen

verdensløst

granatæble

der ingenting

siger.

Og mens du sover

og kortlægger

hele kontinenter

langs med søvnflodens

bredder,

pakker jeg granatæblet ud

af det lilla papir

og skærer det igennem

på midten.

Det ligner

en anden slags hjerne

end vores.

Hvem ved

om granatæblet

ved med sig selv

at det hedder

noget andet.

Dagens Inger

Det modsatte af mad findes ikke
Det modsatte af vand findes ikke
Det modsatte af luft findes ikke.
Det modsatte af kærlighed er had.
Forslag: at kærligheden udtrykker sig i mad, vand og luft.

SNE

Netop i dag den første sne, som altid er en poetisk begivenhed i sig selv, og som får mig til at tænke på det her:

Hvis jeg står

alene i sneen

blir det klart

at jeg er et ur

hvordan skulle evigheden

ellers finde rundt

(Inger Christensen, 'Lys')

... som får mig til at tænke på farven hvid (og hvis man googler 'hvid' får man dette):

... som får mig til at tænke på, at det hver dag sner i kroppen med hvide blodlegemer, som får mig til at tænke på det her:


’There are these things: // cells, the movement of cells and the division of cells // and then the general beating of circulation // and hands, and body, and feet // and skin that surrounds hands, body, feet. // This is a shape, // a shape of blood beating and cells dividing.’ 

(Juliana Spahr, 'thisconnectionofeveryonewithlungs')

.... som får mig til at tænke på, at dagen egentligt er startet helt udemærket.