Ligeså ufatteligt let det er at læse Walt Whitman, lige så svært er det at skrive om ham. Whitman er en af de digtere, som man kan smage på i det uendelige tror jeg. Og så må han være noget i retning af den lykkeligste poet verden nogensinde har set, for hans digte fungerer ganske enkelt som euforiserende serotonin-skud til hele kroppen.
Det er altid svært at sige noget klogt om tekster, der undgår omskrivning og symbolik, og som ganske enkelt lægger verden frem som den er. Sådan er det med Whitman - han bare skriver ufortrødent en hel verden ind i disse kæmpestore poetiske kataloger, og det findes altså altsammen lige dér, og man ved ikke rigtigt hvad man skal gøre med det, andet end at læse det og blive helt lykkelig.
Jeg tænker, at Inger Christensen må have læst meget Walt Whitman - især Alfabet's kosmisk-sproglige visioner minder om Whitmans uendelige opremsninger.
Der er meget at sige om forholdet mellem tegn og verden hos Whitman, men det forsøger jeg at altsammen sige i min opgave. Her til morgen med tømmermænd og bragende sol er det derimod disse perfekt erotiske, og samtidig uendeligt gribende romantiske linjer, som gør det for mig:
Loafe with me on the grass, loose the stop from your throat,
Not words, not music or rhyme I want, not custom or lecture, not even the best,
Only the lull I like, the hum of your valvèd voice.
I mind how once we lay such a transparent summer morning,
How you settled your head athwart my hips and gently turn'd over upon me,
And parted the shirt from my bosom-bone, and plunged your tongue to my bare-stript heart,
And reach'd till you felt my beard, and reach'd till you held my feet.
...og uden rigtigt at vide præcist hvorfor, minder Whitmans inderlige (insisterende, men samtidig helt sarte) erotik mig om denne yndlingspassage fra Sommerfugledalen:
Så mind mig om en sommerdag på Skagen
da engblåfuglen under parringsflugten
fløj rundt som himmelstumper hele dagen
med ekko af det blå fra Jammerbugten
mens vi, der bare lå fortabt i sandet,
så talrige som nu kun to kan være,
fik kroppens elementer sammenblandet
af jord som havs og himmels mellemting,
to mennesker, der overlod hinanden
et liv der ikke dør som ingenting
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar