usentimental økolitteratur

Malene Haushofer plus kat

Der findes bøger, som stædigt bliver i kroppen. Og som simpelthen ikke vil ud igen. Helt enkle bøger, som fordi de er så enkle viser sig at være helt umulige at tale om.

Sådan en bog er Marlen Haushofers ’Die Wand’. Sådan har den i alle tilfælde vist sig at være for mig. Jeg har nu gået rundt med den bog i kroppen i flere uger og ikke kunne tænke på andet, men den vil stadig rigtig ikke ud. Det følgende bliver altså alt andet lige temmelig handicappet, underligt beskrivende og lidt tamt tematiserende. Og det jeg så kan sige er:

Romanen handler om en unavngiven kvinde, som vågner alene op i sin svogers jagthytte en smuk forårsmorgen og opdager, at en usynlig væg har plantet sig i mellem hende og omverden. At den dér væg aldrig forklares, men bare er og bliver. Uopklaret. At alt med puls, der levede på den anden side af denne væg er dødt. At alt med puls indenfor denne mur lever.

Men det er nu slet ikke væggen, som man alligevel snart er ligeglad med, som romanen handler om, men derimod det, som er blevet tilbage: en kvinde, en gravid ko, en hund, et par katte – lidt vildt at skyde, en sæk kartofler og en sæk bønner at plante og høste og plante igen. Alt dette bliver både til lidt mere og lidt mindre i løbet af de år, fortællingen varer. Det her er en roman om dyrenes korte liv og menneskets lange liv. En ubegribelig hjerteskærende fortælling om den stille, indforståede ømhed mellem menneske og dyr: en kærlighed, simpelthen. Og selvom romanen skilrer en langsom tilbagevenden til naturen, til kroppen og til den gensidige afhængighed menneske og dyr i mellem, så er der altså ikke meget bonderøvsidyl over ’Die Wand’. Derimod: en ubærlig ensomhed, som dog må bæres. En sober, usentimental og komplet nøgtern venden tilbage til kroppen. Til den smertende, ældende, arbejdende og sultne krop; til lange eftermiddage, med gigtens indtog i ledene; til influenzaens febernætter, som uden antibiotika pludselig handler om den rene overlevelse, og døden bliver et praktisk problem: at åbne husdøren om natten, så dyrene trods alt ikke skal sulte ihjel indendørs.

‘Die Wand’ handler på den ene side helt sikkert om virkelig mange ting, og byder sig både en psykoanalytisk, feministisk og koldkrigs-historisk orienteret læsning til. Men på den anden side, så handler den her bog om virkelig lidt, næsten ingenting faktisk: et liv, som vil fortsættes trods alt, og som udelukkende overlever på en nyttesløs, komplet upraktisk kærlighed til det, som er i live. At overleve bliver her et dagligt etisk imperativ, helt enkelt: at leve for at befri malkekoen for den daglige mælk, som tynger yveret; at overleve for at kunne assistere den forestående kælving og vente på hankattens hjemkomst.

Og så en tillid, blind, til livet – trods alt. Som bliver en tillid, også til mennesket; til kvinden måske, hvis det er sådan, man vil læse det. En samfundskritik, en krigskritik, hvis det er sådan, man vil læse det. Men også bare en afgrundsdyb kærlighedserklæring til, ja, det, som ånder og lever. Skrevet så køligt, så nøgternt, så ind til benet og uden svinkeærinder: en bog fuld af død og så alligevel så meget det modsatte, at det virkelig er svært at tale om.

En post-akopalyptisk, veritabel heartbreaker som, tror jeg, gør verden til et bedre sted proportionelt med, hvor mange mennesker, der læser den. Det lyder jo ret lamt, det ved jeg godt, men det tror jeg altså virkelig. 'Die Wand' er et helt ubegribeligt vellykket stykke øko-litteratur. En bog, der vil verden det SÅ godt. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg ellers skal sige det. 

Og jeg ville SÅ gerne citere, for Haushofer skriver ufattelig godt, men fortællingens komplet nøgterne monotoni gør det svært at fremhæve en sætning frem for en anden. Men så fandt jeg alligevel det her, som ikke er fra 'Die Wand', men citeret i efterordet uden kildehenvisning, og som beskriver det hele meget bedre: 

'Mach dir keine Sorgen. Du hast zuviel und zuwenig gesehen, wie alle Menschen vor dir. Du hast zuviel geweint, vielleicht auch zuwenig, wie alle Menschen vor dir. Vielleicht hast du zuviel geliebt und gehasst - aber nur wenige Jahre - zwanzig oder so. Was sind schon zwanzig Jahre? Dann war ein Teil von dir tot, genau wie bei allen Menschen, die nicht mehr lieben oder hassen können. 
Du hast viele Schmerzen ertragen, ungern wie allen Menschen vor dir. Dein Körper war dir sehr bald lästig. Du hast ihn nie geliebt. Das war schlecht für dich - oder auch gut, denn an einem ungeliebten Körper hängt die Seele nicht sehr. Und was ist die Seele? Wahrscheinlich hast du nie eine gehabt, nur Verstand, und der war nicht gedenkend der Gefühle. Oder war da manchmal noch etwas anderes? Für Augenblicke? Beim Anblick von Glockenblumen oder Katzenaugen und des Kummers um einen Menschen, oder gewisser Steine, Bäume und Statuen; der Schwalben über der grossen Stadt Rom.'