manifest: økopoesi

Når jeg en gang er færdig med gaga og whitman og mccarthy og L=A=N=G=U=A=G=E bliver mit næste projekt uden tvivl øko-poesi (whitman hører uden tvivl under denne kategori, mccarthy muligvis og endda måske også L=A=N=G=U=A=G=E, gaga not so much). Og jeg har lidt fået manifester på hjernen; først Dada, så Gaga og nu dette meget fine, men også lidt jomfrueligt umodne økopoeitiske manifest.

gagamanifesto!!

... oh lykke: Gaga's 'Manifesto of Little Monsters'


There's something heroic about the way my fans operate their cameras. So precisely and intricately, so proudly, and so methodically. Like Kings writing the history of their people. It's their prolific nature that both creates and procures what will later be perceived as the "kingdom." So, the real truth about Lady Gaga fans lies in this sentiment: They are the kings. They are the queens. They write the history of the kingdom, while I am something of a devoted Jester.

It is in the theory of perception that we have established our bond. Or, the lie, I should say, for which we kill. We are nothing without our image. Without our projection. Without the spiritual hologram of who we perceive ourselves to be, or to become, in the future.

When you're

lonely,

I'll be lonely too,
And this is the fame.

Lady Gaga

'Et digt er et tilfælde som i så høj grad som muligt må klare sig uden ord, uden sproget'

'Hvordan opnår man den evige salighed? Ved at sige Dada. Hvordan bliver man berømt? Ved at sige dada. (...) Jeg læser vers som gør ikke mindre end at afstå fra sproget. Dada Johann Fuchsgang Goethe. Dada Stendahl. Dada Buddha. Dalai Lama, dada m'dada, dada m'dada, dada mhm'dada. Jeg vil ikke have ord som andre har opfundet. Alle ord har andre opfundet. Jeg vil drive mit eget uvæsen, jeg vil have vokaler og konsonanter som passer til det. (...) Nu kan man rigtig se, hvordan det artikulerede sprog opstår: Jeg lader helt enkelt lyden falde. Opdyrker ord, skuldre af ord, ben, arme, hænder af ord. Au, oi, u. Man skal ikke lade for mange ord komme op. Et digt er et tilfælde som i så høj grad som muligt må klare sig uden ord, uden sproget. (...) Ordet vil jeg have, dér hvor det hører op og dér, hvor det begynder. Hver ting har sit ord; og der er ordet selv blevet en ting.'

Hugo Ball, Dadamanifest