gagagender

'Genders can be neither true or false, neither real or apparent, neither original nor derived. As credible bearers of those attributes, however, genders can also be rendered thoroughly and radically incredible'

Judith Butler: Bodily inscriptions, performative subversions.

modermonsteret føder!

... jeg tror måske endda jeg syntes, at med videoen til 'Born this Way' har gaga IGEN overgået sig selv...

jeg kommer til at sidde og knokle med videoen hele natten; om den spektakulære monster-cyborg-avaterfødsel, 'a race within the race'; om gagas vagina, forvandlet til syret rorschach, der føder ved at spejle; om de michael jackson-dansende nonchalante skeletter og alt det andet, og selvom jeg indtil videre ikke har så meget at sige om det hele kan jeg ikke lade være med:

.. og hvis referencen til orlan var åbenlys før, er den nu rent ud sagt in your face:

 ...og så kom jeg til at tænke på Matthew Barney og hans Cremaster Cycle, som vel hele tiden har ligget lige for, men som først gik op for mig da jeg så 'Born this Way':

 ... og må lady gaga ellers gerne slappe lidt af, så jeg kan nogenlunde styr på det hele få skrevet den dér opgave!

at være lykkelig for sent på sin forkant: gagapedia, gaga-academia & Jo Calderone

... alt dette gagari kalder på en forklaring. I sommer skete dette: Baudrillards 'forførelse' læst i berlins ulidelige juli-hede var en af disse lykkelige aha-oplevelser; en filosofisk tilladelse til at dyrke overfladen; et akadmisk ja til det kunstlede, til det meningsløst legende; en teoretisk investering i kvindens forførende potentiale. Og samtidig befandt jeg mig pludselig i situationer, hvor jeg begyndte at forsvare lady gaga (som jeg inden da havde et ret indifferent, hvis ikke let anstrengt forhold til) overfor argumenter som: 'hun påstår, at hun er feminist, men ligesom alle de andre spiller hun bare på sin seksualitet'.

Og så tænkte jeg: er det nødvendigvis 'u-feministisk' at spille på sin seksualitet? Ligger der ikke et enormt udfordrende og undergravende potentiale i den kvindelige forførelse? Og jeg kom i tanke om et eller andet fantastisk Suzanne Brøgger essay, hvori der foreslås, at hvis alle gymnasiepiger begyndte at give rektor blowjobs for bedre karakterer, så skulle kravet om (formel) ligestilling nok snart se resultater. Jeg tænkte også på Baudrillard, der i 'Forførelse' tager et vigtigt skridt hen imod en mere positiv fortolkning af hans 'simulacrum' når han annoncerer, at det allermest radikalt revolutionerende et menneske kan foretage sig er at insistere på ikke at betyde noget som helst.

Altså min fascination af Lady Gaga: den monstrøse kvinde, der sætter så mange tegn i verden, at alting svimler. Den famøse kødkjole er et godt eksempel på den uløselige tvetydighed, der er Lady Gaga: ved at tilføre kroppen et absurd ekstra lag kød vender kroppen samtidig vrangen ud på sig selv. Kjole bliver krop og omvendt. Ydre bliver indre og omvendt. Fænomenologiens vådeste drømme gået i opfyldelse.
'The fame monster' taler heller ikke om noget (andet end sig selv), men dramatiserer derimod sit eget drama i bestandige selv-referentielle cirkler: Gaga gør Gaga. Fame gør fame. 'Kvinde' gør 'kvinde'. Osv.

...og tricket er, tror jeg, at overgøre det hele i en så overvældende og udmattende grad, at alting afsløres for hvad det er: overflade, spektakel - en semantisk afgrund af lige del foruroligende og vidunderlig meningsløshed. Og alle teorier om det post-moderne har endelig fundet deres par excellence. Jævnfør bare gaga-manifestet: 'It is in the theory of perception that we have established our bond. Or, the lie, I should say, for which we kill. We are nothing without our image'.


Og for at komme tilbage til indlæggets titel: her gik jeg så og tænkte, at akademisering af Gaga i det mindste var nogenlunde friskt, men jeg er som sædvanlig alt, alt for sent på den. Jeg tænkte: uh! Gaga & Baudrillard og fandt det her. Jeg tænkte: oh, Gaga & Butler & performativitetsteorier og fandt det her. jeg tænkte: Gaga & drag og faldt over ham-her-hende-der:

Jo Calderino - Gagas udgave af dragking - giver interviews om sit liv som mekaniker, arbejder som model under 'eget navn' + fører twitter-konto mm.

...og på det akademiske Gaga-arkiv: http://gagajournal.blogspot.com/ kan man læse om andre komparative kuriositeter som: Gaga & Dada, Gaga & Bergson, Gaga & Aase Berg osv osv. Til min store begejstring findes der endda et Gagapedia.....

gagamanifesto!!

... oh lykke: Gaga's 'Manifesto of Little Monsters'


There's something heroic about the way my fans operate their cameras. So precisely and intricately, so proudly, and so methodically. Like Kings writing the history of their people. It's their prolific nature that both creates and procures what will later be perceived as the "kingdom." So, the real truth about Lady Gaga fans lies in this sentiment: They are the kings. They are the queens. They write the history of the kingdom, while I am something of a devoted Jester.

It is in the theory of perception that we have established our bond. Or, the lie, I should say, for which we kill. We are nothing without our image. Without our projection. Without the spiritual hologram of who we perceive ourselves to be, or to become, in the future.

When you're

lonely,

I'll be lonely too,
And this is the fame.

Lady Gaga

Gaga brainstorm pt.2: Marina Abramovich

gaga brainstorm

...fordi jeg skal i gang med at skrive eksamen om lady gaga (populærkultur-seminarer er the shit) foregår min akademiske research pt. mest på youtube og diverse gossip-sites og indtil videre ser mine kunsthistoriske gaga-referencer sådan ud:

Carolee Schneeman:

Orlan:

 Cindy Sherman:

Pierres et Gilles:

Og selvølgelig ham her:

... idéer til gaga-kontekstualisering vil blive modtaget med KYSHÅND og indtil da monsteret selv:

Bad Romance fra Hester Prynne til Lady Gaga

I mit hoved løber der en lige og meget opmuntrende linje fra:

til:

Og midt imellem forestiller jeg mig blandt andet:

... det handler selvfølgelig om amerikanske divaer, der i tidernes løb og på forskellige måder er blevet både defineret og annulleret af en sulten og nådesløs offentlighed, og det handler om hvordan Hester Prynnes straf var, at blive forvandlet til vilkårligt symbol og hvordan Lady Gaga tager hævn ved at nægte at være andet end faretruende og freak-ish overflade og så handler det om alle de kvinder midt i mellem; det handler bl.a. om de ord, som Joyce Carol Oates i mammut-romanen 'Blonde' (som jeg netop, stolt, er blevet færdig med) lægger i Marilyns mund: 'Because you desire me, I am not'.


Forhåbentligt mere herom senere.