I de sidste par uger har jeg haft to bøger på hjernen: Melvilles ’Bartleby the scrivener’ og Ackers ’Don Quixote’, og på temmelig overraskende vis har disse meget forskellige værker vist sig at lege virkeligt godt med hinanden. At jeg derudover har fundet en mulighed for (endnu en gang) at vende tilbage til Agamben har bare gjort det hele endnu bedre.
Selvfølgelig tænker jeg især på Bartlebys berømte og utrættelige ’I would prefer not to’ – et fuldkomment umuligt (ikke)svar, en helt perfekt omgørende og undergravende sætning; på en gang affirmerende og negerende bryder dette enerverende ’I would prefer not to’ med en sondring mellem potentiale og væren, placerer sig stædigt midt i mellem et ja og et nej, insisterer på muligheden, men udsætter virkeliggørelsen i det uendelige. Og således ’slår’ Bartlebys (ikke)svar Hamlets famøse ’to be or not to be’, fordi han ligefrem nægter den ontologiske forskel og insisterer på at dvæle i en udelt potentialitet.
Strøtanke 1: at fastfryse den potentielle tærskeltilstand minder mig om W. Benjamins lige del vidunderlige og vanskelige ’dialektik i stilstand’, som jeg nu i flere år har været lidt besat af.
Strøtanke 2: Hvilken betydning har denne form for sætningskonstruktioner for Derridas difference / differance? Jeg tænker her på den sætning, der nægter at sætte forskel, men det er måske (helt sikkert) at tage det hele lidt for langt ud...
Jeg refererer også her til Agambens ’Bartleby: La formula della creazione’, som er at finde i dansk oversættelse i den meget fine og vist nok eneste danske introduktion til Agambens litteraturfilosofi ’Ophold’. Her bliver Bartlebys ulogiske og umedgørlige replik til præmieeksempel på den potentialitet, som altid er pejlemærke for Agambens forskellige arbejder: springbrættet for eksistensen; det, der kommer før tænkningen; tærskeltilstanden til tale.
Hos Agamben bliver Bartleby: ’den mest ekstreme figur for den intethed, hvorfra enhver skabelse stammer, og samtidig repræsenterer han den mest ubønhørlige fordring på denne intethed som en ren, absolut potentialitet.’ (s. 115)
I ’Bartleby the scrivener’ hedder det i en af de mest mystificerende romanslutninger jeg nogensinde har læst: Dead letters! Does that not sound like dead men? (...) hope for those who died unhoping; good tidings for those who died stifled by unrelieved calamities. On errands of life, these letters speed to death. Ah, Bartleby! Ah, humanity!’
I en elegant læsning forslår Agamben, at disse breve er mærket af død, fordi de netop repræsenterer aktualiserede potentialer, og herved også må bære vidne om det, der ikke kunne være eller det, som aldrig blev. I samme bevægelse som brevene tager form og virkeliggøres indskriver de døden, fraværet i sig. Og aktualiseringen afliver potentialet. Det er måske også derfor Bartleby vil foretrække ikke at skrive mere. Og derfor Agamben kan udpege Bartleby til en ny messias som kommer:
’ikke som Jesus for at befri det, der har været, men for at frelse det, der ikke har været.’ (s. 134)
Hvad er det, der ikke har været? De breve, som ikke blev skrevet på bekostning af dem, som blev? En endnu ufødt poesi? Et andet slags sprog, som ikke afsondrer i navngivningen og sætter forskel, men hvori talrige potentialiteter fremdeles kan dvæle?
... og det er så netop her, at Ackers ’Don Quixote’ kommer ind i spillet. Fordi Ackers kvindelige knight / night er sådan en underlig ikke-virkeliggjort og fantasmagorisk figur, hvis uendelige talestrøm ustandseligt opløses i talrige alter ego’er, og som det altså er umuligt at fastholde i nogen form for stabil lingvistisk subjektivitet (som Bartleby, der også fra starten er mere fantom end menneske). Og fordi Don Quixote vel til alle tider har kunne læses som figur på den kunstneriske potentialitet, den helt igennem uheldige og naragtige dagdrømmer. Og fordi Don Quixote, ligesom Bartleby, fremstår ulidelig pervers i omverdens / virkelighedens øjne.
Og Ackers kvindelige ridders vanvid består også i at formulere sig i tilsyneladende logiske sætninger, hvis ræsonnement ofte kan være svær at få øje på. Som f.eks. den indledende sætning:
’When she was finally crazy because she was about to have an abortion, she concieved of the most insane idea that any woman can think of which is to love.’
Et ikke ulogisk, men snarere bizart ræsonnement: aborten undfanger idéen.
Og læst med Bartleby: at undgå virkeliggørelsen (barnet) for at potentialet (idéen / kærligheden) fortsat kan eksistere.
Og således forbliver Don Quixotes kærlighed uudfoldet og håbløs. Besat af post-moderne sprogteorier plaprer hun løs om den tapre og irrationelle kærlighed, der ikke beder om gengældelse, men misforstås og tortureres, hvor end hun forsøger at sprede sit budskab.
Don Quixote taler som en paria, en uforståelig outsider, fordi hun nægter at tale virkelighedens sprog. Og jo mere hun taler om en kærlighed, der ikke isolerer den elskende fra den elskede, jo mere hun rabler om en kærlighed, der ikke sætter forskel – des mere fremmed bliver hun fra den verden, som hun vil elske. Og derfor må hun kapitulere med ordene:
’At the end of time prior to the morning, my catatonia. I’ll no longer speak because you are not hearing and will never hear me no matter how I speak. So I am a mass of dreams desires which, since I can no longer express them, are foetuses beyond their times, not even abortions. For I can’t get rid of un-born-able unbearable dreams, whereas women can get rid of unwanted children.’
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Bartleby og de døde breve. Breve, som ankom for sent til at redde den døende, men som på en måde også kom for tidligt, fordi de ganske enkelt blev; altså aktualiserede potentialer. Og er det ikke også sådan med Don Quixotes tale: at hun ikke kan finde et sprog at aktualisere sin kærlighed med, og at hun derfor må lægge krop til denne uorden af længsel, evigt ufødte fostre af drømme, som ikke får tilladelse til at ankomme i verden, ikke finder en passende form at fødes ind i. En kærlighed, altså, der ikke kan blive, men som man heller ikke kan blive fri for.
Og Don Quixote taler på tærsklen til morgenen, dagens fuldbyrdelse. Her ophører hendes tale og hun trækker sig tilbage ind i natten, eksil i det uartikulerede potentiale; drømmelandet, der hverken kan verificeres eller falsificeres. Ikke sandhedens sprog, men potentialets (ulidelige) stilhed.
