At skabe et rum er at forestille sig et sted, hvor man gerne vil opholde sig, at stille sig midt i skabelsen og række ud mod verden. Som om der virkelig er god plads mellem dine ben. Jeg kan gabe og lægge en bog, meget mere har jeg ikke behov for. Og nu gror et helt marked frem, hvor jeg kan sælge frugter af alle slags, boder med brød og en med gode kødprodukter, der lugter godt. Jeg køber så meget som muligt, og det bliver aften, og alle vogne triller hjem ad de lange ben. Og markedet forsvinder i en bold, som er den frugt, saften løber fra. Den danner floder på din mave, denne søde hud, dette bløde hus.
...og så er det allerallerbedste efter dages venten at kigge langt ned i små, fugtige urtepotter og finde, at årets første kimblade lidt søvnigt ser på mig og bagefter møde et digt, der siger:
Dine kinder lagde sig oven på hinanden, de byggede et tårn,
Så mange kinder havde du at kærtegne.
Jeg glædede mig over udsigten fra dit tårn.
Mon der blandt øjnene deroppe findes stjerner,
Som ser mig deroppe? Mon dine tanker kan kysses
Og blive til tåger af støv og regn?
Jeg falder ned i dine læber,
Som altid spørger, hvor vi skal lægge os,
Og et kys svarer:
Der vokser små huse under gulvet,
De ligger i kim dér og venter på at spire,
De venter på, at der gives grønt lys,
At de kan fremlægges og sprede
Deres mure op gennem gulvet
Og så lægge rør og elektricitet ind.
Det er fra Kaspar Kaum Bonnéns digtsamling / arkitektoniske manifest Arkitektur og andre værelser vi kan bygge sammen, som i dag er fundet frem af gemmeren og som egner sig fortrinligt til forår og andre overspringshandlinger...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar