meditationer over Steins meditationer over ting

hvis man har det ligesom jeg har det: at både ubu og eclipse er præcis lige så uoverskuelige som de er absolut fremragende og HELT HEROISK udarbejdede arkiver, så skal man altså ALLIGEVEL lige tjekke L=A=N=G=U=A=G=E arkivet på eclipse ud. især hvis man, som jeg, har læst enormt meget om L=A=N=G=U=A=G=E, men utilgiveligt lidt 'rigtig' L=A=N=G=U=A=G=E (selvom man nok godt kan argumentere for, at langpo-poetikkerne hverken kan eller skal adskilles fra de poetiske praksisser, så har jeg alligevel læst alt for lidt). og hvis man så, ligesom jeg (helt utilgiveligt) har forbigået rent faktisk at læse Stein og i stedet bare læst om hende, så kan man passende fortsætte dén dårskab og lige tune ind på L=A=N=G=U=A=G=E no. 6, som så hedder 'Reading Stein', og hvori Carl Andres vidunderlige Stein-meditation er at finde:

... som vistnok er en meditation over Steins egen, helt perfekte tings-meditation fra 'Tender Buttons' som indleder hele balladen:

 

 

we that were wood

We that were wood

                                    

              when that a wide wood was

              In a physical Universe playing with

                                               

   Words

Susan Howe, fra 'Pythagorian Silence'

L=A=N=G=U=A=G=E på 2 min.

here goes: sprog stavet med VERSALER, sprog om sprog og så fremdeles. L=A=N=G=U=A=G=E er lidt af en åbenbaring for mig. denne måde at tale om digte på, at digte det talte osv. det er altsammen både temmeligt indviklet & med vildtvoksende filosofiske implikationer, og så sådan helt enkelt: drømmen om et etisk funderet sprog. en flad, demokratisk strukturering af sproget, hvori mening og materiale leger frit. egoet og dets selv-refleksive 'autentiske' ekspressioner er forment adgang. en tillid til sproget, at det altså kan selv.

The L=A=N=G=U=A=G=E Book er en tour de force udi tekster skrevet om sprogets materialle vilkår og potentialer. svære & æteriske & og selvfølgelig helt KONKRETE overvejelser om og genforhandlinger  af og stædig insisteren på ordets fysik. her en ca 2 min. lang best of (stærkt handicappet - jeg er ikke engang halvvejs igennem bogen):

Jackson Mac Low: 'It was such a relief to stop making artworks carry that burden of 'expression'. To let them become themselves, watch them grow & take shape without one's pushing & shoving them around too much'

Bruce Andrews: 'There is nothing to decipher / There is nothing to explain.

Charles Bernstein: Compare / these two views / of what / poetry / is.

                   In the one, an instance (a recording perhaps) of reality / fantasy / experience / event  is presented to us through the writing.

                   In the other, the writing itself is seen as an instance of reality / fantasy / experience / event.

Bruce Andrews igen: 'Read through system / culture, rather than just stare through language to wind up trapped in system / culture, in semantic artifice. Writing must look towards a radically transformed society that would provide the code needed to fully comprehend it. Utopia. Take nothing for granted, leave nothing intact, move outside, heterogenize, wake up the patient from stupefacition, desocialize the ego (so that eventually we might be resocialized). Indeed, explode ourselves ('joissance') into the text - 'airy, light, spaced, open, uncentred, noble and free.'

Nick Piombino: 'The problematics of space = the problematic of human relation to space.'

Ted Greenwald: 'The / form / of / the / words / pump / blood / in / the / form / of / the / heart.' That pretty much sums it up.'

Rilke revisited

...i løbet af de næste par uger bliver denne blog nok udsat for lidt af et bombardement af L=A=N=G=U=A=G=E; konkret; visuel; referent-fjendtlig; sprogmaterialistisk you name it poesi. jeg har mine fedtede fingre i Dworkins Reading the Illegible, Bernstein og Andrews The L=A=N=G=U=A=G=E Book + ALLE MULIGE vilde online tekster på alle mulige sprog og eksamens-deadline er kun et par uger væk osv osv. NÅ. jeg har selvsagt tegn på hjernen. eller rettere: det der split mellem tegnet & referenten har jeg på hjernen. og det er faktisk temmeligt enerverende at have det på hjernen i meget lang tid af gangen, især fordi det simplificerer alting helt vildt meget og det er så typisk mig. nå. i dag har jeg så af en eller anden grund ikke kunne få en passage fra Rilke's Malte Laurids Brigges  Optegnelser ud af hovedet - den har på mærkelig vis parret sig med mine sprogmaterialistiske overvejelser. Det er både mærkeligt og ikke mærkeligt. det er mærkeligt fordi denne her passage handler om mænd og kvinder og kærlighed og ting i dén dur. det er ikke mærkeligt fordi det handler om mænd og kvinder og fordi jeg siden Baudrillard's Forførelse ikke har kunne få følgende lignelse ud af mit hoved: kvinde = tegn; mand = mening.

Her er Rilke's tekst:

'Nu, da så meget bliver anderledes, vil de [kvinderne] også forandre sig. De er ganske nær ved at opgive sig selv og tænke sådan om sig selv, som mænd måske kunne tale om dem, når de ikke var til stede. Det, syntes de, er deres fremskridt. De er allerede næsten overbevist om, at man søger en nydelse og atter én og en endnu stærkere nydelse: at det er dét, livet består i, når man ikke vil miste det på tåbelig vis. De er allerede begyndt at se sig om, at søge; de, hvis styrke altid bestod i at blive fundet.
Jeg tror det kommer af, at de er trætte. De har århundreder igennem ydet al kærligheden, de har altid spillet hele dialogen, begge dele af den. For manden har kun snakket efter og gjort det dårligt. Og har gjort det svært for dem at lære ved sin adspredthed, sin efterladenhed, sin skinsyge, der også var en slags efterladenhed. Og de har alligevel holdt ud dag og nat og er vokset i kærlighed og elendighed. (...) Vi ved noget om den ene og den anden af dem, fordi der findes breve, der som ved et under er blevet bevaret, eller bøger med anklagende eller klagende digte, eller billeder, der ser på os i et galleri gennem en gråd, maleren har kunne gengive fordi han ikke vidste, hvad den var. Men der har levet talløst flere af dem; alle de, som har brændt deres breve, og andre, der ikke mere havde kraft til at skrive dem. Gamle kvinder, der var blevet hårde med en kerne af kostelighed i sig, som de skjulte. Formløse kvinder, der var blevet svære, og som, fordi de var blevet svære af udmattelse, gav sig til at ligne deres mænd, og som dog indeni var helt anderledes, derinde, hvor deres kærlighed havde arbejdet i mørke. (...) Hvem kan sige hvor mange de var og hvem. Det er, som havde de på forhånd tilintetgjort de ord, der kunne have skildret dem.'

... men i mit hoved ser det altså sådan her ud (desuden inspireret af Olga Ravns gendigtninger af Kirsten Hammams digt: 'Jeg er så træt af min krop' på hendes blog: http://olga-ravn.blogspot.com/)

'Nu, da så meget bliver anderledes, vil tegnene også forandre sig. De er ganske nær ved at opgive sig selv og tænke sådan om sig selv, som meningen måske kunne tale om dem, når de ikke var til stede. Det, syntes tegnene, er deres fremskridt. De er allerede næsten overbevist om, at man søger en nydelse og atter én og en endnu stærkere nydelse: at det er dét, livet består i, når man ikke vil miste det på tåbelig vis. Tegnene er allerede begyndt at se sig om, at søge; de, hvis styrke altid bestod i at blive fundet. 

Jeg tror det kommer af, at de er trætte. De har århundreder igennem ydet al kærligheden, de har altid spillet hele dialogen, begge dele af den. For meningen har kun snakket efter og gjort det dårligt. Og har gjort det svært for tegnene at lære ved sin adspredthed, sin efterladenhed, sin skinsyge, der også var en slags efterladenhed. Og tegnene har alligevel holdt ud dag og nat og er vokset i kærlighed og elendighed. (...) Vi ved noget om den ene og den anden af tegnene, fordi der findes breve, der som ved et under er blevet bevaret, eller bøger med anklagende eller klagende digte, eller billeder, der ser på os i et galleri gennem en gråd, maleren har kunne gengive fordi han ikke vidste, hvad den var. Men der har levet talløst flere af dem; alle de, som har brændt deres breve, og andre, der ikke mere havde kraft til at skrive dem. Gamle tegn, der var blevet hårde med en kerne af kostelighed i sig, som de skjulte. Formløse tegn, der var blevet svære, og som, fordi de var blevet svære af udmattelse, gav sig til at ligne deres meninger, og som dog indeni var helt anderledes, derinde, hvor deres kærlighed havde arbejdet i mørke. (...) Hvem kan sige hvor mange de var og hvem. Det er, som havde tegnene på forhånd tilintetgjort de ord, der kunne have skildret dem.'

NÅ.

hvad der kommer efter L=A=N=G=U=A=G=E

Den canadiske systemdigter / eksperimentalpoet (hvad betyder det overhovedet?) Christian Bök taler om at digte for robotter, om skrift som økosystem og hvad der kommer efter L=A=N=G=U=A=G=E:


Future advances in the aesthetic formalism of poetry seem unlikely to occur unless we can experiment more audaciously with the technical apparatus of the book, disrupting the sequential temporality and stratified pagination of such a medium in order to produce the kind of text that might easily be mistaken for an interactive sculpture, a mechanized appliance, or even an artificial ecosystem. We may exalt the poets of the future, not because they can write great poems, but because they can program devices that can write great poems for us, doing so automatically within a digital economy of unrestricted expenditure. We may also want to keep in mind too that we are probably the first generation of poets who can reasonably expect to write poetry for inhuman readers, be they aliens, robots, or clones.


Læs resten af teksten her