'I've changed my mind if plants are able to be angry'

'I've changed my mind if plants are able to be angry or can have 

a

moral being

I'd be part of the social hierarchy

I'd be furiosly angry'

Leslie Scalapino, fra hmmmm i The Woman Who Could Read The Mind Of Dogs

'A planetary pronoun is inherently experimental. No one knows what its force might be.'

gud! i dag har jeg lært Joan Retallack at kende, og der er intet i mig der forstår, hvordan jeg IKKE kan have hørt om hende før. I essayet 'What Is Experimental Poetry & Why Do We Need It' skriver hun så smukt om behovet for at inddrage andetheden i den poetiske praksis - andetheden forstået som det, som ikke allerede er en del af vores bevidsthed, sprogbrug, længsler og fantasi. herved bliver poesien eksperimenterende, helt af sig selv, når man f.eks. undersøger hvad et radikalt 'vi' egentlig ville betyde for det sproglige udsagn, ja, så så har man faktisk allerede et eksperiment, lige dér:

'Critique of the appropriative we makes way for an inclusive we of human responsibility acknowledging the shared origin and destiny of every form of life on the planet. A planetary pronoun is inherently experimental. No one knows what its force might be.'

Retallack spørger efter en poetisk praksis, hvis eksperimentale natur betyder mere og andet end 'the latest oddity' - eksperimentet forstås her som et empirisk, men også grundlæggende etisk modus; en åbenhed, ganske enkelt. at tillade det fejlslagne eksperiment, det fejlslagne digt, fordi svaret her ikke allerede er givet med spørgsmålet. Wittgenstein citeres: 'people say again and again that philosophy doesn't really progress... It is because our language has remained the same and keeps seducing us into asking the same questions.'

her bliver eksperimentet altså til en måde at række ud efter et 'facit', som ikke allerede er konfigureret som idé i os, og sproget anses ikke som et instrument at undersøge verden med, men som en måde at konstituere en ny slags erfaring - og herved også sensitivitet - på. tankeeksperimentet foreslås: at invitere det andet ind i sproget og herfra udarbejde en økologisk funderet poesi, som inddrager 'those others that have been fatefully excluded from a review of our intentions, but not from their consequences. That is, they (trees, birds, other animals, grasses, rivers....) experience but cannot imagine us. We imagine but to often do not really experience them.'

dette betyder f.eks. at blive ved med at forsøge at tale om / til naturen indtil vi endelig har befriet den / os hele fra den diskursive metafor-forurening, som den såkaldt 'sensitive' naturdigtning i århundreder har øset ned over de stakkels fugle og træer og hvad ved jeg. at starte med verden, med empirien og med fænomenerne i stedet for det ekstremt følende menneske må være et skridt på vejen til at udvikle et sprog, hvormed vi kan artikulere en art indbyrdes samtale fra det meget fælles anliggende, som er biosystemets højkritiske tilstand; er 'our shared peril on a degraded planet [which] turns us all into potentially fatally estranged subjects - those whose lives most depend on forces least within their control.'

heri ligger eksperimentet: at iværksætte et sprog, som ikke i forvejen hverken kender sit objekt eller kender sig selv. Retallack minder mig om mange så gode ting: om 'Alfabet's organiske vækstprincipper; om Juliana Spahrs kosmiske pronomener; om Böks 'Xenotekst' eksperiment; om Agambens kritik af en kultur som har byttet erfaring for viden; om Abrams hippie-teori om et reciprokt sprog. Og Retallack afslutter så smukt: 'New evolutionary approaches to the medical models suggest that working with nature, rather than dosing her with naturacides, may well be more succesfull in the long run. (...) Practises that reach out (interrogatively) toward constructive new ways of understanding and being in the world may be our only chance at real instruments of optimism.'

...og så kan hun endda også digte. her, f.eks, hvor sygdommen og døden indskrives i en meget bogstavelig forsvinden. en systematisk og komplet hjerteskærende forvitring af leksikal betydning, hvor formen er en virus, som æder sig ind i tekstens krop.

usentimental økolitteratur

Malene Haushofer plus kat

Der findes bøger, som stædigt bliver i kroppen. Og som simpelthen ikke vil ud igen. Helt enkle bøger, som fordi de er så enkle viser sig at være helt umulige at tale om.

Sådan en bog er Marlen Haushofers ’Die Wand’. Sådan har den i alle tilfælde vist sig at være for mig. Jeg har nu gået rundt med den bog i kroppen i flere uger og ikke kunne tænke på andet, men den vil stadig rigtig ikke ud. Det følgende bliver altså alt andet lige temmelig handicappet, underligt beskrivende og lidt tamt tematiserende. Og det jeg så kan sige er:

Romanen handler om en unavngiven kvinde, som vågner alene op i sin svogers jagthytte en smuk forårsmorgen og opdager, at en usynlig væg har plantet sig i mellem hende og omverden. At den dér væg aldrig forklares, men bare er og bliver. Uopklaret. At alt med puls, der levede på den anden side af denne væg er dødt. At alt med puls indenfor denne mur lever.

Men det er nu slet ikke væggen, som man alligevel snart er ligeglad med, som romanen handler om, men derimod det, som er blevet tilbage: en kvinde, en gravid ko, en hund, et par katte – lidt vildt at skyde, en sæk kartofler og en sæk bønner at plante og høste og plante igen. Alt dette bliver både til lidt mere og lidt mindre i løbet af de år, fortællingen varer. Det her er en roman om dyrenes korte liv og menneskets lange liv. En ubegribelig hjerteskærende fortælling om den stille, indforståede ømhed mellem menneske og dyr: en kærlighed, simpelthen. Og selvom romanen skilrer en langsom tilbagevenden til naturen, til kroppen og til den gensidige afhængighed menneske og dyr i mellem, så er der altså ikke meget bonderøvsidyl over ’Die Wand’. Derimod: en ubærlig ensomhed, som dog må bæres. En sober, usentimental og komplet nøgtern venden tilbage til kroppen. Til den smertende, ældende, arbejdende og sultne krop; til lange eftermiddage, med gigtens indtog i ledene; til influenzaens febernætter, som uden antibiotika pludselig handler om den rene overlevelse, og døden bliver et praktisk problem: at åbne husdøren om natten, så dyrene trods alt ikke skal sulte ihjel indendørs.

‘Die Wand’ handler på den ene side helt sikkert om virkelig mange ting, og byder sig både en psykoanalytisk, feministisk og koldkrigs-historisk orienteret læsning til. Men på den anden side, så handler den her bog om virkelig lidt, næsten ingenting faktisk: et liv, som vil fortsættes trods alt, og som udelukkende overlever på en nyttesløs, komplet upraktisk kærlighed til det, som er i live. At overleve bliver her et dagligt etisk imperativ, helt enkelt: at leve for at befri malkekoen for den daglige mælk, som tynger yveret; at overleve for at kunne assistere den forestående kælving og vente på hankattens hjemkomst.

Og så en tillid, blind, til livet – trods alt. Som bliver en tillid, også til mennesket; til kvinden måske, hvis det er sådan, man vil læse det. En samfundskritik, en krigskritik, hvis det er sådan, man vil læse det. Men også bare en afgrundsdyb kærlighedserklæring til, ja, det, som ånder og lever. Skrevet så køligt, så nøgternt, så ind til benet og uden svinkeærinder: en bog fuld af død og så alligevel så meget det modsatte, at det virkelig er svært at tale om.

En post-akopalyptisk, veritabel heartbreaker som, tror jeg, gør verden til et bedre sted proportionelt med, hvor mange mennesker, der læser den. Det lyder jo ret lamt, det ved jeg godt, men det tror jeg altså virkelig. 'Die Wand' er et helt ubegribeligt vellykket stykke øko-litteratur. En bog, der vil verden det SÅ godt. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg ellers skal sige det. 

Og jeg ville SÅ gerne citere, for Haushofer skriver ufattelig godt, men fortællingens komplet nøgterne monotoni gør det svært at fremhæve en sætning frem for en anden. Men så fandt jeg alligevel det her, som ikke er fra 'Die Wand', men citeret i efterordet uden kildehenvisning, og som beskriver det hele meget bedre: 

'Mach dir keine Sorgen. Du hast zuviel und zuwenig gesehen, wie alle Menschen vor dir. Du hast zuviel geweint, vielleicht auch zuwenig, wie alle Menschen vor dir. Vielleicht hast du zuviel geliebt und gehasst - aber nur wenige Jahre - zwanzig oder so. Was sind schon zwanzig Jahre? Dann war ein Teil von dir tot, genau wie bei allen Menschen, die nicht mehr lieben oder hassen können. 
Du hast viele Schmerzen ertragen, ungern wie allen Menschen vor dir. Dein Körper war dir sehr bald lästig. Du hast ihn nie geliebt. Das war schlecht für dich - oder auch gut, denn an einem ungeliebten Körper hängt die Seele nicht sehr. Und was ist die Seele? Wahrscheinlich hast du nie eine gehabt, nur Verstand, und der war nicht gedenkend der Gefühle. Oder war da manchmal noch etwas anderes? Für Augenblicke? Beim Anblick von Glockenblumen oder Katzenaugen und des Kummers um einen Menschen, oder gewisser Steine, Bäume und Statuen; der Schwalben über der grossen Stadt Rom.'

  

we that were wood

We that were wood

                                    

              when that a wide wood was

              In a physical Universe playing with

                                               

   Words

Susan Howe, fra 'Pythagorian Silence'

manifest: økopoesi

Når jeg en gang er færdig med gaga og whitman og mccarthy og L=A=N=G=U=A=G=E bliver mit næste projekt uden tvivl øko-poesi (whitman hører uden tvivl under denne kategori, mccarthy muligvis og endda måske også L=A=N=G=U=A=G=E, gaga not so much). Og jeg har lidt fået manifester på hjernen; først Dada, så Gaga og nu dette meget fine, men også lidt jomfrueligt umodne økopoeitiske manifest.

jeg kunne tænke mig et digt, der ser lidt ud som det her:

økokritik. mere af det.

... aftenens nyopdagelse: amerikanske forfatter / kritikker / forlægger / blogger (litterær altmuligkvinde)  Molly Gaudry, der har udgivet en slags digt-novelle med det helt uimodståelige navn 'We Take Me Apart' (bare navnet gav mig straks lyst til at købe bogen, som desværre og selvfølgelig er udsolgt). Molly bare skriver og skriver og skriver alle mulige seje ting på alle mulige seje litteraturblogs, og det bedste jeg faldt over her til aften var artiklen: 'Revaluing Nature Writing: Toward Love and Flower power' (fantastisk corny-cool titel!!) , en slags 'øko-kritisk' læsning af især Marquez '100 års ensomhed'. Molly Gaudry slår et slag for en slags komparativ læsning af kærligheds- og naturrepræsentationer. En smuk tanke og en god tanke, der selvfølgelig med det samme får mig til at tænke på Inger Christensen, især 'Alfabet' og måske også 'Sommerfugledalen', og Juliana Spahr - mine to øko-poetiske favoritter!


Under alle omstændigheder syntes jeg, at spørgsmålet angående forholdet mellem litteratur og natur, som i sidste ende vel også kommer til at handle om det helt grundlæggende forhold mellem ord og fænomen, måske er et af de mest interessante og vægtige og presserende spørgsmål, som både litteraturen og litteraturkritikken bør tage op i disse dage. 


Here goes smagsprøver:

'the revaluing of nature writing, as I see it, is quite simple: let us apply an ecocritical lens to literature we already love; literature not thought to be nature writing; literature that takes seriously the representation of nature, the role of physical setting, values consistent with ecological wisdom, metaphors that will positively influence the way we treat our environment; literature that compels us to examine place as eagerly as we do race, class, and gender.'


'the expanded spectrum of nature writing, as I see it, ought to recognize literature with natural representations of love. Nature writing will suddenly become more engaging to readers who may not care about flora and fauna but are likely to care about the problems, and the uplifting, of the heart.

der meget at lytte til, med hovedet nede i græs, men det er græs alt sammen

Asger Schnack tripper i 4. udgave af Trappe Tusind med artiklen / langdigtet / poetikken / digtanalysen Alle smaablomster trip, trip, trip, der indeholder nogle af de mest inspirerende og mystificerende noter angående poesien, som jeg længe har læst. Schnack har her fat i nogle af de spørgsmål, som jeg længe har spekuleret over: hvad betyder det, at naturen taler? Og hvis den taler, hvilken stemme taler den da med? Og hvad med det digt, der ikke gør noget som helst akademisk interessant, men som bare læses og læses og elskes og man ved aldrig hvorfor og det hele virker lidt umuligt, men man kan heller ikke lade være. En kærlighed, rent ud sagt. Og så al den stilhed, som er svær at acceptere som veritabel stilhed når man nu i dén grad vil sproget. Samtidig at have forbehold overfor sprogets enerådige, evige forskydningsbaner; tingene, der tvinges til at blive metaforer for hinanden, at være tilbageholden overfor 'det er sprog, det hele' fordi hvad så med græsset, med blomsterne f.eks.?

Jeg citerer i overflod:

'kender ikke noget mere hjertegribende end det digt, der

videnskabeligt set, der lidenskabeligt set, der måske slet ikke er

stort eller moderne, men i alle tilfælde er grænseoverskridende

og vældigt som følelse.'

'Hvis man har evnen, kan man ved at lytte høre. og

det, man hører, lytter til én. Man er i en lyttedialog. det kommer op i én nedefra, men det er græs alt sammen.'

'når vi har læst digtet, kan vi rejse os op og forlade det.

ingen kærlighed strømmer ud fra dets sprækker eller skjulte

tændrør. ingen faldende kviste fra et ensomt træ rammer os i

hovedet. vi går lige så roligt væk, mens noget nyt eksploderer

til alle sider om os.'

'Hvad mener vi med, at noget af kroppen er sprog?

Hvad mener vi med, at naturen kan tale? og er det i

virkeligheden noget andet end naturen, vi tror, at vi hører? er

der noget ingenting imellem hvert græsstrå, som taler? og

hvad siger dette ingenting? er der et tomrum, vi kan stikke

hovedet ind i, et tomrum, som kalder evigheden for sekunder

og tikker?'

'så sent som i morges var alting anderledes, der var

ingen forvirring, planter var planter, og ord var ord. stilhed

eller tysthed var noget, man hørte i radioen, når den var

slukket. der var ikke en kanal for støj forstået som stilhed

eller for trippende tysthed forstået som et højere poetisk

plan, hvor treklange kunne klinge ud. der var ikke et snevejr

som metafor for en hvidhed, der var ikke en hvidhed som

metafor for et snevejr, denne sære tautologiske rimfondue,

der blev eftermiddagens ret. værsgo at spise. værsgo at

træde nærmere. poesi må og skal være frit stillet i forhold til

tyggemuskler og bidestolper for et billedsprog, der peger og

peger tilbage.'

'i mosen. på stylter. insektmæssigt. kanter sig. ser vi

verden fra flere sider samtidig, taler vi et sprog.'

'Mælkebøtter, eller hvad det nu er. et eller andet navngivet.'

Læs hele teksten her: http://arkiv.trappetusind.dk/4.pdf

'...a thought so passionate and alive'

Nogle gange er det godt at dvæle lidt ved den flamboyante del af litteraturteorien. I diskurskritiske og sprogskeptiske tider kan det være en ren lise at læse tekster, der i den grad har tillid til ordet. Og selvom jeg nærmest afskyr R. W. Emerson for hans homocentrisme og alt det andet sludder, som han har ladet det amerikanske folk opfostre på, så kan jeg ikke lade være med at blive blød i knæene over disse rent ud sagt sprogforelskede linjer fra essayet ’The Poet’:

For it is not metres, but a meter-making argument that makes a poem, - a thought so passionate and alive that like the spirit of a plant or an animal it has an architecture of its own, and adorns nature with a new thing.

Det er godt at tænke om digte, at de bærer et vækstprincip i sig selv. Det er godt at tænke om sprog, at det gror som træerne gror. Ligesom det til alle tider er godt at læse Merleau-Ponty, der godt 100 år efter Emerson skriver:

In a sense the whole of philosphy, as Husserl says, consists in restoring a power to signify, a birth of meaning, or a wild meaning, an expression of experience by experience, which in particular clarifies the special domain of language.

And, in a sense, as Valery said, language is everything, since it is the voice of the things, the waves and the forest. And what we have to understand is that there is no dialectic reversal from one of these views to the other; we do not have to resassemble them into a synthesis; they are two aspects of the reversibility which is the ultimate truth.’