'The first language was poetry or a special way of singing words or meanings.'

'Poetry is in all kind of languages. That is why we speak of a “poetic” cinema/painting/music etc because the artist has managed to find the poetry in the material. The first language was poetry or a special way of singing words or meanings. I have worked for many years to put sounds and music together with poetry, and I have the feeling of not having arrived somewhere. I still do not know if it’s a good idea. The problem with combining poems with audio is that poetry in itself is already sound and music. But I keep on doing it, because I am sure that music and poetry communicates the same way. That means you should just listen to them if you want to understand them.'

siger Morten Søndergaard i et vældig fint interview med 3:AM Magazine. Læs det hele her!

hvis man nu går og drømmer om tidsskrifter / tidsskifter...

....så skriver Morten Søndergaard lidt om det i den herlige Antologi om Victor B. Andersens maskinfabrik 'Sperme Anonyme'_

’Tidsskifterne sveder, de kan være gruppers talerør,

deres metamorfose med verden. Øverste Kirurgiske, ØK,

var en tilstand, en måde at være sammen på. En overgang.

ØK: Østanarkistisk Kompagni. Kirurgi og maskineri.

Hjertelungemaskiner til en stor umulig litteratur.

Eller noget andet og langt mere ubrugeligt.

Maskiner til udbening af svaner fx.

Maskiner til at høste stjerner med. Maskiner til at vaske

Drivhusenes vinduer.

Er drivhuse et brugbart billede på tidsskrifter?

En voldsom vækst

under exceptionelle forhold?

Vi drives frem, af noget, af nogen. ØK døde af velmenende

medial overeksponering. Men maskinfabrikken står stadigvæk

Og lyser om natten.

Tidsskrifterne har det måske bedst i mørke? De kan lyse

af sig selv.

Vi samler dem op, tidsskifterne, på den underste hylde hos

Boghandleren, vi støver dem op i et antikvariat,

Vi sætter dem overvældede tilbage i reolen.

Vi skimmer sorthvide fotos, debutdigtene, livsvigtige

Eksperimenter fra en sløjfet prosa. Om natten hører vi

Vinkelsliberne arbejde ind i hallerne. Spredte svejselyn,

Hamren og banken. De skal have støtte og pleje.

De skal have fred. Til at lave maskiner ingen kan betjene.

Tidsmaskiner som intet fornuftigt producerer,

Men som pludselig glimter som kronregalier

I hænderne på en tosse.'

'Vi vil have historier for at komme igennem vores plotløse liv'

'Det er fortællingen om at flytte sig, fortælingen om at gå på stier og fare vild. Vi vil have historier for at komme igennem vores plotløse liv.' 


Morten Søndergaards 'Processen og det halve kongerige' er ellers et perfekt eksempel på, hvordan selv lange tekster sagtens kan være helt plotløse og stadig en ren lise at læse. Morten går igen rundt i sproget og ordene bliver til bevægere, der sender det skrivende/tænkende/talende (altså helt sproglige) jeg tumultisk rundt i verden, hastigt fra fortid til nutid og igennem stadig flere og flere rum. Et sted hedder det: 


'Floden ligger og grubler over sine bredder, skyggerne og fiskestimerne, floden drejer på en tillokkende måde og strømmer ind i eftermiddagen, det er hele processen og det halve kongerige, hvem vil ikke gerne være på vej og nå frem på samme tid?'.


Jeg er ikke Kafka-ekspert og jeg har heller ikke (gisp) læst 'Processen', men jeg forestiller mig, at Mortens titel her refererer til, hvordan sproget som sådan kan forstås som en (lykkelig) absurd og uendelig proces. Et sprog uden facit, fremdeles i bevægelse; en vild og egenrådig (u)fornuft. 


'Jeg går tur mellem brombær og vinbjergsnegle, heropppe gror alting helt vildt, dagen er fuld af grøde, og grøde er et godt ord på dansk, det minder om dansk grød, se, der ligger en død hund, dens bug er en grød af maddiker, og de maddiker legemliggør ordet grøde, jeg er liderlig og tænker på din levende krop i eftermiddagssengen.'


Det er altså ret vildt at gå fra (morgen)grøde til grød til rådnende hundemave til liderlighed. via en mærkelig logik legemliggør maddiken ordet, og ikke omvendt. og den døde hund bliver en ihukommelse af den elskedes levende krop. sådan er sprogets hastighed altså; utæmmelige flugtlinjer af betydningsforskydning. og det er ordene, der bestemmer vores bevægelse i verden:


'Jeg r ikke, hvor jeg skal være, og verbet at være er stærkt bøjet på de sprog, jeg kender. At være er det stærkest bøjede ord, det ord, man må lære udenad. På fransk er verbet at være sammensat af ord fra tre forskellige ordstammer og afspejler således menneskenes besvær med eksistensen.' 


...og så tror jeg godt man kan sige, at Morten Søndergaard er helt igennem konkret, også når han skriver sådan helt 'ukonkrete' og 'fortællende' tekster er han konkret, ordene forankret i materien = to sider af samme sag:


'Det starter og slutter i det konkrete, fysikerne fortæller, at de ikke kan finde det sted, hvor hvor materien slutter, og rummet begynder. Ordene og tingene har det på samme måde: Når man bevæger sig ned i ordene, møder man mindstedele, der bliver til ting. Til sidst når man tingenes bagside, og når man kommer igennem dem, tingene, møder man mere sprog.' 

'En dag brænder vi igennem til et tegnsystem baseret på konkret sansning. En anden måde at trække vejret på.'

Her til morgen har jeg læst Inger Christensens 'Brev i April' for at vaske nattens mareridt væk. Og fordi det er svært at stoppe med at læse digte når man nu først er gået i gang: Morten Søndergaards 'et skridt i den rigtige retning'.


Morten Søndergaard kan godt lide at gå. At gå i ørkenen og at gå i sproget. For tiden går han rundt i Sahara inde på Galleri Tom Christoffersen. Morten er vel noget af en mester når det kommer til at udstille det sprog, han selv vandrer rundt i og jeg kan lide hans vandreture i alle former:


En lastbil proppet med sprængstof kører igennem det tiltagende mørke. Ordenes bilbomber. Mennesker smadrer mod hinanden som flasker. Det må holde op. Nu hvor alting fryser til, er det af største vigtighed at holde ild i
sproget.
En dag brænder vi igennem til et tegnsystem
baseret på konkret sansning. En anden måde
at trække vejret på.