’Tidsskifterne sveder, de kan være gruppers talerør,
deres metamorfose med verden. Øverste Kirurgiske, ØK,
var en tilstand, en måde at være sammen på. En overgang.
ØK: Østanarkistisk Kompagni. Kirurgi og maskineri.
Hjertelungemaskiner til en stor umulig litteratur.
Eller noget andet og langt mere ubrugeligt.
Maskiner til udbening af svaner fx.
Maskiner til at høste stjerner med. Maskiner til at vaske
Drivhusenes vinduer.
Er drivhuse et brugbart billede på tidsskrifter?
En voldsom vækst
under exceptionelle forhold?
Vi drives frem, af noget, af nogen. ØK døde af velmenende
medial overeksponering. Men maskinfabrikken står stadigvæk
Og lyser om natten.
Tidsskrifterne har det måske bedst i mørke? De kan lyse
af sig selv.
Vi samler dem op, tidsskifterne, på den underste hylde hos
Boghandleren, vi støver dem op i et antikvariat,
Vi sætter dem overvældede tilbage i reolen.
Vi skimmer sorthvide fotos, debutdigtene, livsvigtige
Eksperimenter fra en sløjfet prosa. Om natten hører vi
Vinkelsliberne arbejde ind i hallerne. Spredte svejselyn,
Hamren og banken. De skal have støtte og pleje.
De skal have fred. Til at lave maskiner ingen kan betjene.
Tidsmaskiner som intet fornuftigt producerer,
Men som pludselig glimter som kronregalier
I hænderne på en tosse.'
Ingen kommentarer:
Send en kommentar