'It could have been the instant of silence, seeing, and saying: the moment before speech'

'It could have been the instant of silence, seeing, and saying: the moment before speech. Peirce would call this moment, secondness. Peter was returning to the common course of things – our world of signs'.

Susan Howe's 'that this' er et rørende og højavanceret lille mesterværk, som på helt fortræffelig vis formår at parre selvbiografisk erkendelse med en ganske sober, konceptuel skrivepraksis. bogen starter som en fortælling om ægtemanden Peter's pludselige død; den banale sorgprocess - alle de ubesvarede mails og efterladte papirer. en helt usentimental og hjerteskærende ihukommelse af, at det ikke biver lettere at miste sin elskede bare fordi man er gammel og det dog alligevel snart måtte ske. fortællingen om Peters død overtages snart af andre tekster - udklip fra sørgende kvinders dagbøger finder vej ind i den mest intime skrift; et slags arkæologisk sorgarbejde på tværs af århundreder. og hvis den døde ægtemand nu er vendt tilbage til 'the common course of things - our world of signs' er det måske ikke så meget fordi han nu simpelthen kan anskues som en (død) krop - en ting, men mere fordi han nu kommer til at indgå i alle de andre fortællinger - han bliver altså skrift eller digt - nu konkretiseret som sprog. 

således begiver bogen sig ind i sin anden halvdel, som udgøres af en række små visuelle, konkretistiske digte: en serie cut-ups af en vis Hannah Edwards Wetmore's dagbog, tekststykker sat på tape og klistret samme igen til energisk forvirrende små klynger af ord:

digtene forekommer mig som små mystiske åbninger, fra stilhed til tale og tilbage igen. selvom stilheden her nok konkretiseres af de afbrudte tekststykker, papirets hvide lakuner, så forekommer digtene mig egentlig ganske ubestemmelige og abstrakte. hvis man kan tale om poetiske konkretiseringer af fravær, så bliver det vel nærmest en poetisk praksis, der ophæver sig selv. det er altsammen svært at forstå. og ikke bare konceptuelt avanceret, men også ufatteligt rørende. måske er det sorgen, der her gives konkret form. se på digtet: 'my body slipping'- som kroppen, er sætningen ved at falde fra hinanden. 'd down full towards its own' stammer digtet rædselsslagent. 'secret sermon rough / a myst sermon of gra / and i sermon sent to' - en amputeret mystik eller en usigelig graciøsitet, og i hjertet af digtet en slags gudstjeneste, hvori sproget både fejrer og afbryder sig selv.