Viser opslag med etiketten giorgio agamben. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten giorgio agamben. Vis alle opslag

fredag den 21. januar 2011

Bartleby & Don Quixote

I de sidste par uger har jeg haft to bøger på hjernen: Melvilles ’Bartleby the scrivener’ og Ackers ’Don Quixote’, og på temmelig overraskende vis har disse meget forskellige værker vist sig at lege virkeligt godt med hinanden. At jeg derudover har fundet en mulighed for (endnu en gang) at vende tilbage til Agamben har bare gjort det hele endnu bedre.

Selvfølgelig tænker jeg især på Bartlebys berømte og utrættelige ’I would prefer not to’ – et fuldkomment umuligt (ikke)svar, en helt perfekt omgørende og undergravende sætning; på en gang affirmerende og negerende bryder dette enerverende ’I would prefer not to’ med en sondring mellem potentiale og væren, placerer sig stædigt midt i mellem et ja og et nej, insisterer på muligheden, men udsætter virkeliggørelsen i det uendelige. Og således ’slår’ Bartlebys (ikke)svar Hamlets famøse ’to be or not to be’, fordi han ligefrem nægter den ontologiske forskel og insisterer på at dvæle i en udelt potentialitet.

Strøtanke 1: at fastfryse den potentielle tærskeltilstand minder mig om W. Benjamins lige del vidunderlige og vanskelige ’dialektik i stilstand’, som jeg nu i flere år har været lidt besat af.

Strøtanke 2: Hvilken betydning har denne form for sætningskonstruktioner for Derridas difference / differance? Jeg tænker her på den sætning, der nægter at sætte forskel, men det er måske (helt sikkert) at tage det hele lidt for langt ud...

Jeg refererer også her til Agambens ’Bartleby: La formula della creazione’, som er at finde i dansk oversættelse i den meget fine og vist nok eneste danske introduktion til Agambens litteraturfilosofi ’Ophold’. Her bliver Bartlebys ulogiske og umedgørlige replik til præmieeksempel på den potentialitet, som altid er pejlemærke for Agambens forskellige arbejder: springbrættet for eksistensen; det, der kommer før tænkningen; tærskeltilstanden til tale.

Hos Agamben bliver Bartleby: ’den mest ekstreme figur for den intethed, hvorfra enhver skabelse stammer, og samtidig repræsenterer han den mest ubønhørlige fordring på denne intethed som en ren, absolut potentialitet.’ (s. 115)

I ’Bartleby the scrivener’ hedder det i en af de mest mystificerende romanslutninger jeg nogensinde har læst: Dead letters! Does that not sound like dead men? (...) hope for those who died unhoping; good tidings for those who died stifled by unrelieved calamities. On errands of life, these letters speed to death. Ah, Bartleby! Ah, humanity!’

I en elegant læsning forslår Agamben, at disse breve er mærket af død, fordi de netop repræsenterer aktualiserede potentialer, og herved også må bære vidne om det, der ikke kunne være eller det, som aldrig blev. I samme bevægelse som brevene tager form og virkeliggøres indskriver de døden, fraværet i sig. Og aktualiseringen afliver potentialet. Det er måske også derfor Bartleby vil foretrække ikke at skrive mere. Og derfor Agamben kan udpege Bartleby til en ny messias som kommer: 

ikke som Jesus for at befri det, der har været, men for at frelse det, der ikke har været.’ (s. 134)

Hvad er det, der ikke har været? De breve, som ikke blev skrevet på bekostning af dem, som blev? En endnu ufødt poesi? Et andet slags sprog, som ikke afsondrer i navngivningen og sætter forskel, men hvori talrige potentialiteter fremdeles kan dvæle?

... og det er så netop her, at Ackers ’Don Quixote’ kommer ind i spillet. Fordi Ackers kvindelige knight / night er sådan en underlig ikke-virkeliggjort og fantasmagorisk figur, hvis uendelige talestrøm ustandseligt opløses i talrige alter ego’er, og som det altså er umuligt at fastholde i nogen form for stabil lingvistisk subjektivitet (som Bartleby, der også fra starten er mere fantom end menneske). Og fordi Don Quixote vel til alle tider har kunne læses som figur på den kunstneriske potentialitet, den helt igennem uheldige og naragtige dagdrømmer. Og fordi Don Quixote, ligesom Bartleby, fremstår ulidelig pervers i omverdens / virkelighedens øjne. 

Og Ackers kvindelige ridders vanvid består også i at formulere sig i tilsyneladende logiske sætninger, hvis ræsonnement ofte kan være svær at få øje på. Som f.eks. den indledende sætning:

’When she was finally crazy because she was about to have an abortion, she concieved of the most insane idea that any woman can think of which is to love.’

Et ikke ulogisk, men snarere bizart ræsonnement: aborten undfanger idéen.
Og læst med Bartleby: at undgå virkeliggørelsen (barnet) for at potentialet (idéen / kærligheden) fortsat kan eksistere.

Og således forbliver Don Quixotes kærlighed uudfoldet og håbløs. Besat af post-moderne sprogteorier plaprer hun løs om den tapre og irrationelle kærlighed, der ikke beder om gengældelse, men misforstås og tortureres, hvor end hun forsøger at sprede sit budskab.
Don Quixote taler som en paria, en uforståelig outsider, fordi hun nægter at tale virkelighedens sprog. Og jo mere hun taler om en kærlighed, der ikke isolerer den elskende fra den elskede, jo mere hun rabler om en kærlighed, der ikke sætter forskel – des mere fremmed bliver hun fra den verden, som hun vil elske. Og derfor må hun kapitulere med ordene:

’At the end of time prior to the morning, my catatonia. I’ll no longer speak because you are not hearing and will never hear me no matter how I speak. So I am a mass of dreams desires which, since I can no longer express them, are foetuses beyond their times, not even abortions. For I can’t get rid of un-born-able unbearable dreams, whereas women can get rid of unwanted children.’

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Bartleby og de døde breve. Breve, som ankom for sent til at redde den døende, men som på en måde også kom for tidligt, fordi de ganske enkelt blev; altså aktualiserede potentialer. Og er det ikke også sådan med Don Quixotes tale: at hun ikke kan finde et sprog at aktualisere sin kærlighed med, og at hun derfor må lægge krop til denne uorden af længsel, evigt ufødte fostre af drømme, som ikke får tilladelse til at ankomme i verden, ikke finder en passende form at fødes ind i. En kærlighed, altså, der ikke kan blive, men som man heller ikke kan blive fri for.

Og Don Quixote taler på tærsklen til morgenen, dagens fuldbyrdelse. Her ophører hendes tale og hun trækker sig tilbage ind i natten, eksil i det uartikulerede potentiale; drømmelandet, der hverken kan verificeres eller falsificeres. Ikke sandhedens sprog, men potentialets (ulidelige) stilhed. 

tirsdag den 11. januar 2011

the long slate river: my heart

... siger Kathy Ackers 'Don Quixote'. En hæsblæsende og nådesløs tekst, som jeg måske hvis jeg er heldig har forstået en kvart af, og som jeg helt sikkert vil vende tilbage til mange gange. Jeg er først og fremmest fuldstændigt henført af denne mislykkede ridder(inde)s på en gang uhørt voldsomme sadomasochistiske 'quest for love' og samtidig denne komplet desperate, sørgmodige og nøgne længsel efter kærligheden; efter et kærlighedens sprog; efter nogen, at tale om kærligheden med.

Hvilket på vidunderligste vis har faldet sammen med andre ting set og læst og tænkt i denne uge - mestendels handler det om forholdene mellem ordet og kønnet og kærligheden, ligesom selvfølgelig subjekt-objekt relationerne i kærlighedsidéen er helt centrale - altsammen noget, der allerede er sagt så meget om, men som vi ikke desto mindre alle sammen ikke kan holde op med at tale om.

Ackers Don Quixote siger også:

’Why can’t I just love?

Because every verb in order to be realized needs its object. Otherwise, having nothing to see, it can’t see itself or be. Since love is sympathy or communication, I need an object which is both subject and object: to love, I must love a soul. Can a soul exist without a body? Is physical separate from mental? Just as love’s object is the appearance of love; so the physical realm is the appearance of the godly: the mind is the body. ’This,’ she thought, ’is why I’ve got a body. This’s why I am having an abortion. So I can love.’ This is how Don Quixote decided to save the world.’










... og i (den bedste bog nogensinde skrevet) 'Malte Laurids Brigges Optegnelser' skriver Rilke om de kvinder, der er trætte af at elske:


'Jeg tror det kommer af, at de er trætte. De har århundreder igennem ydet al kærligheden, de har altid spillet hele dialogen, begge dele af den. For manden har kun snakket efter og gjort det dårligt. Og har gjort det svært for dem at lære ved sin adspredthed, sin efterladenhed, sin skinsyge, der også var en slags efterladenhed. Og de har alligevel holdt ud dag og nat og er vokset i kærlighed og elendighed. Og fra dem udgik, under trykket af endeløs nød, de vældige elskende, som, mens de kaldte på manden, overstod ham (...). Gamle kvinder der var blevet hårde med en kerne af kostelighed i sig, som de skjulte. Formløse kvinder, der var blevet svære, og som, fordi de var blevet svære af udmattelse, gav sig til at ligne deres mænd, og som dog indeni var helt anderledes, derinde hvor deres kærlighed havde arbejdet i mørket. Fødende, der aldrig havde ønsket sig børn, og som, når de endelig døde under deres ottende nedkomst, endnu var yndige og lette som unge piger, der går og glæder sig til kærligheden. (...) Hvem kan sige hvor mange de var og hvem. Det er, som havde de på forhånd tilintetgjort de ord, der kunne have skildret dem.’











og Marylin siger i Joyce Carol Oates 'Blonde':


'To be the object of male desire is to know I exist. The expression of the eyes. Hardening of the cock. Though worthless, you are wanted.'

... som selvfølgelig er en velkendt indvendelse mod det 'klassiske', destruktivt dikotomiserende og subjekt-objekt sønderdelende (især) heteroseksuelle kærlighedsforhold, og som Giorgio Agamben i hans kongeniale 'Infancy and History' i middelalderens troubadour-digtning finder et smukt alternativ til :




'The medieval discovery of love in the works of the Provencal and stilnovo poets is the discovery that love takes as its subjects not the immediate sensory thing, but the phantasm; that is simply the discovery of the phantasmatic character of love. But given the mediating nature of imagination, this means that the phantasm is also the subject, not just the object, of Eros. (...) It is precisely because here love is not the opposition between a desiring subject and a an object of desire, but has in the phantasm, so to speak, its subject-object, that the poet can define its character as a fulfilled love, whose delights never ends.’

...og endelig siger Ackers kvindelige Don Quixote i slutningen af romanen, henimod en slags anagnorisis, hvori kærlighedens illusion genkender sig selv, og netop kærlighedens fantasmagoriske karakter synes at blive dens styrke, en slags frelse:

'Even though you don’t exist, love: every day in every minute I talk to you because I must. Because if there is someone in me, even only in fantasy, I’m not always up against my own loneliness. I’m not always in the scream which is Death. Death is the one absolute, the object that can be known, the only human knowledge. You’re my unknowing heart. Virgin. Bitch. If there’s chance, there must be love.’