the long slate river: my heart

... siger Kathy Ackers 'Don Quixote'. En hæsblæsende og nådesløs tekst, som jeg måske hvis jeg er heldig har forstået en kvart af, og som jeg helt sikkert vil vende tilbage til mange gange. Jeg er først og fremmest fuldstændigt henført af denne mislykkede ridder(inde)s på en gang uhørt voldsomme sadomasochistiske 'quest for love' og samtidig denne komplet desperate, sørgmodige og nøgne længsel efter kærligheden; efter et kærlighedens sprog; efter nogen, at tale om kærligheden med.

Hvilket på vidunderligste vis har faldet sammen med andre ting set og læst og tænkt i denne uge - mestendels handler det om forholdene mellem ordet og kønnet og kærligheden, ligesom selvfølgelig subjekt-objekt relationerne i kærlighedsidéen er helt centrale - altsammen noget, der allerede er sagt så meget om, men som vi ikke desto mindre alle sammen ikke kan holde op med at tale om.

Ackers Don Quixote siger også:

’Why can’t I just love?

Because every verb in order to be realized needs its object. Otherwise, having nothing to see, it can’t see itself or be. Since love is sympathy or communication, I need an object which is both subject and object: to love, I must love a soul. Can a soul exist without a body? Is physical separate from mental? Just as love’s object is the appearance of love; so the physical realm is the appearance of the godly: the mind is the body. ’This,’ she thought, ’is why I’ve got a body. This’s why I am having an abortion. So I can love.’ This is how Don Quixote decided to save the world.’

... og i (den bedste bog nogensinde skrevet) 'Malte Laurids Brigges Optegnelser' skriver Rilke om de kvinder, der er trætte af at elske:


'Jeg tror det kommer af, at de er trætte. De har århundreder igennem ydet al kærligheden, de har altid spillet hele dialogen, begge dele af den. For manden har kun snakket efter og gjort det dårligt. Og har gjort det svært for dem at lære ved sin adspredthed, sin efterladenhed, sin skinsyge, der også var en slags efterladenhed. Og de har alligevel holdt ud dag og nat og er vokset i kærlighed og elendighed. Og fra dem udgik, under trykket af endeløs nød, de vældige elskende, som, mens de kaldte på manden, overstod ham (...). Gamle kvinder der var blevet hårde med en kerne af kostelighed i sig, som de skjulte. Formløse kvinder, der var blevet svære, og som, fordi de var blevet svære af udmattelse, gav sig til at ligne deres mænd, og som dog indeni var helt anderledes, derinde hvor deres kærlighed havde arbejdet i mørket. Fødende, der aldrig havde ønsket sig børn, og som, når de endelig døde under deres ottende nedkomst, endnu var yndige og lette som unge piger, der går og glæder sig til kærligheden. (...) Hvem kan sige hvor mange de var og hvem. Det er, som havde de på forhånd tilintetgjort de ord, der kunne have skildret dem.’

og Marylin siger i Joyce Carol Oates 'Blonde':


'To be the object of male desire is to know I exist. The expression of the eyes. Hardening of the cock. Though worthless, you are wanted.'

... som selvfølgelig er en velkendt indvendelse mod det 'klassiske', destruktivt dikotomiserende og subjekt-objekt sønderdelende (især) heteroseksuelle kærlighedsforhold, og som Giorgio Agamben i hans kongeniale 'Infancy and History' i middelalderens troubadour-digtning finder et smukt alternativ til :

'The medieval discovery of love in the works of the Provencal and stilnovo poets is the discovery that love takes as its subjects not the immediate sensory thing, but the phantasm; that is simply the discovery of the phantasmatic character of love. But given the mediating nature of imagination, this means that the phantasm is also the subject, not just the object, of Eros. (...) It is precisely because here love is not the opposition between a desiring subject and a an object of desire, but has in the phantasm, so to speak, its subject-object, that the poet can define its character as a fulfilled love, whose delights never ends.’

...og endelig siger Ackers kvindelige Don Quixote i slutningen af romanen, henimod en slags anagnorisis, hvori kærlighedens illusion genkender sig selv, og netop kærlighedens fantasmagoriske karakter synes at blive dens styrke, en slags frelse:

'Even though you don’t exist, love: every day in every minute I talk to you because I must. Because if there is someone in me, even only in fantasy, I’m not always up against my own loneliness. I’m not always in the scream which is Death. Death is the one absolute, the object that can be known, the only human knowledge. You’re my unknowing heart. Virgin. Bitch. If there’s chance, there must be love.’