der meget at lytte til, med hovedet nede i græs, men det er græs alt sammen

Asger Schnack tripper i 4. udgave af Trappe Tusind med artiklen / langdigtet / poetikken / digtanalysen Alle smaablomster trip, trip, trip, der indeholder nogle af de mest inspirerende og mystificerende noter angående poesien, som jeg længe har læst. Schnack har her fat i nogle af de spørgsmål, som jeg længe har spekuleret over: hvad betyder det, at naturen taler? Og hvis den taler, hvilken stemme taler den da med? Og hvad med det digt, der ikke gør noget som helst akademisk interessant, men som bare læses og læses og elskes og man ved aldrig hvorfor og det hele virker lidt umuligt, men man kan heller ikke lade være. En kærlighed, rent ud sagt. Og så al den stilhed, som er svær at acceptere som veritabel stilhed når man nu i dén grad vil sproget. Samtidig at have forbehold overfor sprogets enerådige, evige forskydningsbaner; tingene, der tvinges til at blive metaforer for hinanden, at være tilbageholden overfor 'det er sprog, det hele' fordi hvad så med græsset, med blomsterne f.eks.?

Jeg citerer i overflod:

'kender ikke noget mere hjertegribende end det digt, der

videnskabeligt set, der lidenskabeligt set, der måske slet ikke er

stort eller moderne, men i alle tilfælde er grænseoverskridende

og vældigt som følelse.'

'Hvis man har evnen, kan man ved at lytte høre. og

det, man hører, lytter til én. Man er i en lyttedialog. det kommer op i én nedefra, men det er græs alt sammen.'

'når vi har læst digtet, kan vi rejse os op og forlade det.

ingen kærlighed strømmer ud fra dets sprækker eller skjulte

tændrør. ingen faldende kviste fra et ensomt træ rammer os i

hovedet. vi går lige så roligt væk, mens noget nyt eksploderer

til alle sider om os.'

'Hvad mener vi med, at noget af kroppen er sprog?

Hvad mener vi med, at naturen kan tale? og er det i

virkeligheden noget andet end naturen, vi tror, at vi hører? er

der noget ingenting imellem hvert græsstrå, som taler? og

hvad siger dette ingenting? er der et tomrum, vi kan stikke

hovedet ind i, et tomrum, som kalder evigheden for sekunder

og tikker?'

'så sent som i morges var alting anderledes, der var

ingen forvirring, planter var planter, og ord var ord. stilhed

eller tysthed var noget, man hørte i radioen, når den var

slukket. der var ikke en kanal for støj forstået som stilhed

eller for trippende tysthed forstået som et højere poetisk

plan, hvor treklange kunne klinge ud. der var ikke et snevejr

som metafor for en hvidhed, der var ikke en hvidhed som

metafor for et snevejr, denne sære tautologiske rimfondue,

der blev eftermiddagens ret. værsgo at spise. værsgo at

træde nærmere. poesi må og skal være frit stillet i forhold til

tyggemuskler og bidestolper for et billedsprog, der peger og

peger tilbage.'

'i mosen. på stylter. insektmæssigt. kanter sig. ser vi

verden fra flere sider samtidig, taler vi et sprog.'

'Mælkebøtter, eller hvad det nu er. et eller andet navngivet.'

Læs hele teksten her: http://arkiv.trappetusind.dk/4.pdf