Blood Meridian!

Om jeg nogensinde kommer til at fatte, hvorfor det altid er middelmådige (kedelige) forfattere som Paul Auster og Jonathan Franzen, som får æren for at formulere USA's store narrativer, når nu Cormac McCarthy omskriver / genskriver så kompromisløst og ubegribeligt eminent den amerikanske mytologi. 

Begæret efter den den endeløse ekspansion, 'manifest destiny', frontiermyten får alle gevaldige tæsk i McCarthys MESTERVÆRK 'Blood Meridian' - en af de mest køligt voldelige, sublimt poetiske, flegmatisk dekonstruerende romaner, jeg nogensinde har læst. McCarthy skriver med en helt usandsynlig lyrisk sikkerhed en western / ikke-western om en håndfuld outlaws med en arbitrær blodtørst af dimensioner, der én for én opsluges og bliver væk i et landskab som alt til trods forbliver uberørt. Hvor frontier-mytologien fastholder den ensomme, grænsesøgende rytter som ham, der sætter sit civiliserende præg på den vilde natur, er det i 'Blood Meridian' landskabet, der nådesløst sætter sit aftryk på menneskene. Eller menneskene, der sætter deres (selv)destruktive, demoraliserende og fordærvende aftryk på hinanden; udspiller deres perverse voldsteater midt i et indifferent landskab, der nægter at yde nogen form for forklarende baggrund for menneskenes unaturlige, degenererede voldsorgier.

Romanen fremstiller et vilkårligt mordertogt, der forvilder og forsvinder i en fortælling, der mest af alt interesserer sig for at fremmale landskabets uendelige, inhumane og meningløse horisonter. Således myrdes og skalperes og sodomeres der på livet løs i 'Blood Meridian' i en sådan grad, at volden bliver triviel, indholdsløs, uinteressant. Volden vænner man sig altså bekymringsvækkende hurtigt til, den mister sin sensationalitet når den hverken kommenteres eller motiveres, man kedes ved dens monotonitet og forudsigelighed og læser snart hen over den indtil volden udstilles for netop hvad den er: vilkårlig, meningsløs, ufrugtbar, uinteressant. 

Hvad der gør 'Blood Meridian' så helt ualmindelig god er den konstante refusering overfor enhver indskrivelse af volden i et motiverende narrativ; et stædig afslag overfor (psyko)analytiske årsag - effekt forklaringer; en insisteren på de uendeligt horisontale flader, som også en en afvisning af traditionelle betydningsproducerende overflade / dybde hierakier. Hvad der stiger frem af McCarthy's mærkværdige 'anti-narrativ' er således et meningsløst og ørkesløst og trøstesløst og ikke mindst evigt landskab; en indædt kærlighed og tiltro til tingene; til naturen; til sproget, der maler naturen.

Der er meget at sige om Blood Meridian: om romanens omgang med en nietzscheiansk nihilisme; om kritikken af den psykoanalytiske tankegang (i 'Blood Meridian' er alle fædrene allerede ryddet af vejen og Ødipus må se sig forgæves efter en fader at dræbe); om hvordan romanen fremdeles snyder sin læser, fordi alle fortolkningsnøgler viser sig ikke at passe i analyselåsen; om kunstens perverst barokke dødedans; om voldens karnevaleske og paradoksalt kunstlede natur; om kritikken af den imperalistiske naturopfattelse (eller mangel på samme), som i romanen især udfolder sig omkring en kritik af den sproglige / kunsteriske / filosofiske besættelse af navngiving, kategorisering og arkivering. Det er især dette sidste punkt, som får mig til at tænke på Walton Fords urovækkende malerier, der optegner volden ligeså foruroligende appetitligt og med koldblodig præcision både indfører og udfører en vold i- og på naturen, som er kunstens gøren vold på tingene, når den vil kende og besidde dem.