at være lykkelig for sent på sin forkant: gagapedia, gaga-academia & Jo Calderone

... alt dette gagari kalder på en forklaring. I sommer skete dette: Baudrillards 'forførelse' læst i berlins ulidelige juli-hede var en af disse lykkelige aha-oplevelser; en filosofisk tilladelse til at dyrke overfladen; et akadmisk ja til det kunstlede, til det meningsløst legende; en teoretisk investering i kvindens forførende potentiale. Og samtidig befandt jeg mig pludselig i situationer, hvor jeg begyndte at forsvare lady gaga (som jeg inden da havde et ret indifferent, hvis ikke let anstrengt forhold til) overfor argumenter som: 'hun påstår, at hun er feminist, men ligesom alle de andre spiller hun bare på sin seksualitet'.

Og så tænkte jeg: er det nødvendigvis 'u-feministisk' at spille på sin seksualitet? Ligger der ikke et enormt udfordrende og undergravende potentiale i den kvindelige forførelse? Og jeg kom i tanke om et eller andet fantastisk Suzanne Brøgger essay, hvori der foreslås, at hvis alle gymnasiepiger begyndte at give rektor blowjobs for bedre karakterer, så skulle kravet om (formel) ligestilling nok snart se resultater. Jeg tænkte også på Baudrillard, der i 'Forførelse' tager et vigtigt skridt hen imod en mere positiv fortolkning af hans 'simulacrum' når han annoncerer, at det allermest radikalt revolutionerende et menneske kan foretage sig er at insistere på ikke at betyde noget som helst.

Altså min fascination af Lady Gaga: den monstrøse kvinde, der sætter så mange tegn i verden, at alting svimler. Den famøse kødkjole er et godt eksempel på den uløselige tvetydighed, der er Lady Gaga: ved at tilføre kroppen et absurd ekstra lag kød vender kroppen samtidig vrangen ud på sig selv. Kjole bliver krop og omvendt. Ydre bliver indre og omvendt. Fænomenologiens vådeste drømme gået i opfyldelse.
'The fame monster' taler heller ikke om noget (andet end sig selv), men dramatiserer derimod sit eget drama i bestandige selv-referentielle cirkler: Gaga gør Gaga. Fame gør fame. 'Kvinde' gør 'kvinde'. Osv.

...og tricket er, tror jeg, at overgøre det hele i en så overvældende og udmattende grad, at alting afsløres for hvad det er: overflade, spektakel - en semantisk afgrund af lige del foruroligende og vidunderlig meningsløshed. Og alle teorier om det post-moderne har endelig fundet deres par excellence. Jævnfør bare gaga-manifestet: 'It is in the theory of perception that we have established our bond. Or, the lie, I should say, for which we kill. We are nothing without our image'.


Og for at komme tilbage til indlæggets titel: her gik jeg så og tænkte, at akademisering af Gaga i det mindste var nogenlunde friskt, men jeg er som sædvanlig alt, alt for sent på den. Jeg tænkte: uh! Gaga & Baudrillard og fandt det her. Jeg tænkte: oh, Gaga & Butler & performativitetsteorier og fandt det her. jeg tænkte: Gaga & drag og faldt over ham-her-hende-der:

Jo Calderino - Gagas udgave af dragking - giver interviews om sit liv som mekaniker, arbejder som model under 'eget navn' + fører twitter-konto mm.

...og på det akademiske Gaga-arkiv: http://gagajournal.blogspot.com/ kan man læse om andre komparative kuriositeter som: Gaga & Dada, Gaga & Bergson, Gaga & Aase Berg osv osv. Til min store begejstring findes der endda et Gagapedia.....