Ministry of Pain

And there is the larger question of how language that hasn't learned how to depict reality, complex as the inner experience of that reality may be, is capable of doing anything at all - telling stories for example.

 Jeg læser Dubravka Ugresics roman helt særdeles sørgmodige roman 'Ministry of Pain', hvis narrative afsæt er Balkan-krigens rædselserfaringer og som beskæftiger sig med, hvad der sker med mennesker som ikke kan, vil eller tør elske deres sprog længere. I lyset af krigen bliver modersproget: ‘a dialect backed by an army’; et våben, der forræder, separerer og ødelægger. Der gives altså kun to muligheder: den ærlige tavshed eller den løgnagtige tale.

Ugresic udstiller eksilens apati; den absolutte fremmedgørelse, som ikke bare er en fremmedgørelse i forhold til et nyt lands kulturelle landskaber, men som også (og mest af alt) er en amputering af selvet, der har mistet et sprog at artikulere sin egen virkelighed med. Og romanen viser på foruroligende vis, hvordan lingivistisk afasi afstedkommer en total formørkelse af den individuelle erfaring, en komplet dekonstruktion af det jeg, som er ulykkeligt emmigreret fra eget sprog. 

Når ens sprog er skyldigt, hvordan så tale om verden uden selv at gøre vold på den? Når sproget bliver et kollektivt trauma, når det bliver (selv)destruktivt, så bliver det immigrantens strategi at søge tilbage til barndommens uskyldige og arkaisk præ-sproglige minder. Dette iscenesætter romanen: et ‘jugo-nostalgia’, et proustiansk projekt, der er dømt til at mislykkes, fordi den infantile regression også bliver en genopdagelse og iscenesættelse af præcist de mekanismer, der kunne udløse en krig, hvori naboer slog hinanden ihjel. Her udstiller romanen sentimalitetens faldgruber og nostalgiens farligt forførende æstetik.

’Ministry of Pain’ rører ved problemstillinger omkring det sprogligt konstituerede subjekt og det skyldige sprog. Her er 'jeg-følelsen' en absolut lingvistisk konstruktion (som Agamben siger det med sædvanlig retorisk pondus: ’jeg er ikke andet end et subjekt underlagt et verbum’) – det er også derfor det er umuligt at formulere sit selv, når man mister sit sprog. Herfra bliver et sprogligt eksil også et eksistentielt eksil. Og ydermere: hvordan elske et skyldigt sprog? Hvis sprog er det, som fremdeles udskiller objekter for en talende og egocentrisk subjektivitet, kan vi så tale om verden uden at gøre skade på den?

Hos Juliana Spahr løber kærlighedsdigtet løbsk, fordi krigen (også) føres i sproget: 'Beloveds, I keep trying to speak of loving but all I speak about is acts of war and acts of war and acts of war.’

Og hos Inger Christensen bliver selv den enkleste erklæring af det eksisterende også til en slags metonymisk henvisning til brintbomben: ‘Bregnerne findes; og brombær, brombær / og brom findes; og brinten, brinten’.

Men nu er det altså 'Ministry of Pain' jeg læser, desuden med Sara Stridsberg som 'vejleder': et kapitel læses kollektivt op i seminarrummet og 40 forvirrede stemmer, der ikke kan finde sig selv messer i kor Ugresics uendeligt triste eksiltekst og også min stemme forsvinder i mængden, og således fremmed for min egen stemme forstår jeg, hvorfor nogle mennesker ganske enkelt ikke længere vil tale.

Næste uges lektie lyder: et kapitel læses et sted i Berlin, der bærer erindring om ødelæggelse eller fremmedgørelse. Temaet taget i betragtning burde det ikke være svært at finde et sådan sted i denne by, men jeg kan kun tænke på ét sted, og der kan jeg ikke tage hen. Ikke endnu.