eksperimental litteratur er også bare litteratur

Her svarer forfatter og redaktør Kate Zabreno meget skarpt og fint på spørgsmål angående den såkaldte 'eksperimentale' litteratur. Det virker som om det lidt er noget andet i USA - en skarpere opdeling, måske - mellem den 'eksperimentale', 'svære' litteratur og så den mere klassisk fortællende: Auster og Roth og Frantzen og andet i den dur. Jeg tænker i alle tilfælde sjældent over forskellen og syntes faktisk tit, at den mere 'realistiske' litteratur er langt sværere at gå til, fordi jeg ofte har en følelse af, at den ikke efterlader meget plads til analytiske spidsfindigheder, fordi den på en måde selv siger det hele. Men måske er det også bare fordi jeg er en nørd, og den aktuelle debat i mellem den meget vrede og endda korporligt voldstruende Ib Michael versus den provokerende nonchalante Lars Bukdahl kunne godt tyde på, at der i danmark findes en lignende idé om, at den eksperimentelle afdeling af litteraturen er verdensfjern og navlepillende og skabt til en helt særlig, akademisk priviligeret afkodning. Jeg syntes det ikke. Ligesom samtidskunst kan være underfundig, inkluderende; endda virkelig underholdende kan det eksperimenterende, 'smalle' digt sagtens være det. Et virkelig godt eksempel er Cia Rinne's 'Zaroum'. 


Jeg syntes Zabreno rammer helt rigtigt når hun foreslår, at vi kalder en spade for en spade og slet og ret taler om den såkaldt 'smalle' litteratur som, ja,  litteratur, ganske enkelt. Og at hendes litterære 'ideal' lyder noget i retning af den fejlslagne tekst forekommer mig ekstremt forfriskende i forhold til den ret så dominerende dogmatiske 'avantgardistiske' tankegang om, at den litteratur / kunst, der bryder en grænse eller to /  negerer en orden nærmest per definition er et vellykket stykke kunst. 


Og så er jeg endelig jeg stor fan af at forsøge at udvikle og undersøge, også rent teoretisk, hvad det rent faktisk er, som litteratur gør ved os - følelsen af at blive ramt, hårdt og lykkeligt og uomgængeligt - af et digt f.eks. Mest fordi det har med kroppen at gøre, med forførelse og den helt basale, fysiske lyst til teksten. Alting der har med kroppen er vigtig, tror jeg, fordi det også, sådan lidt populært sagt og helt fundamentalt, har noget med verden at gøre.




'experimental literature”—it makes it seem like there’s no intense pleasure potential in the reading, and that the difficulty level for a reader is like cracking a series of codes, which of course some experimental literature is, but some isn’t. I’ve stopped using the term, actually. I just use “fiction” or “prose” or “literature.” Some people use the term “innovative literature” which I tend to also find kind of hygenic, like something produced at an inventor’s conference. I would say maybe that for experimental prose the goal is more than just story or narrative, more than just representing things as they are—more than the language equivalent of “Wow, that bowl of apples really looks like a bowl of apples.” What is that word? Verisimilitude.'


'I tend to like the idea of interesting failures more than tight and well-crafted texts that bore me, like beautiful well-put together corpses.'


'For me I’m interested in coming up with new criteria for evaluating writing—I’m most interested in how a work makes me feel, like Emily Dickinson talking about a good poem making the top of her head feel like it’s going to rupture or something, I’m interested in the emotions produced, in a sentence, in a form, in a work, I want to be broken when I read and put back together again.'