FLUXUS

Sidste weekends FLUXUS-konference på Akademie der Künste her i Berlin var rigtig mange ting på en gang: ganske underholdende og til tider ret kedelig og så endda fuld af intriger. Anledningen var FLUXUS 50-års jubilæum næste år, samt et omfattende arkiveringsinitiativ af de europæiske FLUXUS-koncerter. Og selvom hovedtemaet på denne konference således drejede sig om arkivet; kuraterings- og genoplivningsstrategier for det allerede skete, så blev konferencens største stridspunkt alligevel et stort, rungende hvad. Hvad er / var FLUXUS? Hvem er / var FLUXUS (hvem er / var mest FLUXUS?) og hvordan er / var de så det?

Konferencen understregede alle de gode gamle problemstillinger når en historie skal skrives – problemstillinger, der bestemt ikke bliver mindre besværlige af det faktum, at flere af FLUXUS-kunstnerne stadig er i vigør og (med egne ord) for det meste uenige om alting. Og således blev denne konference en ret så interessant affære på den lidt utilsigtede facon, fordi kunsten (og ikke mindst kunstnerne) ligesom stod i vejen for arkiveringen og historiceringen af en den selvmodsigende og totalt umulige kunstart / bevægelse / netværk / whatever som FLUXUS var og er. Til tider føltes det som om konferencen lidt hjælpeløst forsøgte at slå søm i en kiste med et lig, der i dén grad rørte på sig. Og FLUXUS virkede i disse dage hverken død eller levende, men et lidt udefinerbart sted midt i mellem. Da f.eks. Willem de Ritter delte de samme performance-instrukser ud til publikum, som han også gjorde for 30 år siden, eller da Tamas St. Turba opførte sin berygtede (og af kuratorer frygtede) spanking-performance - ja - så vidste man ikke rigtigt hvilket ben, man skulle stå på, for selvom det immervæk var old news, så virkede værkerne saftsuseme stadigvæk. 

Ben Patterson efterlyste et veritabelt punktum på FLUXUS-debatten: 'let us celebrate this endangered creature, called Fluxus, by hammering in the final nails, closing the chapter on definitions and opening/fluxing our minds to those new territories still waiting to be explored' - denne anticiperede afslutning forblev dog komplet uforløst, umuliggjort af kunstnernes egen insisterende tilstedeværelse og totale uenighed, og således kom Eric Andersens statement til at fungere som debattens vilkår og faktisk meget befriende problembarn: ’For the most part (...), historians suppose that living artist are just out to make trouble.’

Det var de nu også - ude på at skabe problemer altså - den levende og tilstedeværende FLUXUS-familie, som ud over kunstnere talte enker og børn og dedikerede fans, og alle var de kommet for at mødes og spise dårlig frokost i akademiets kantine - og ikke mindst var de kommet for at vogte over netop deres version af historien. Et perfekt eksempel var Emmet Williams enke Ann Noël, som mistroisk og lidt indigneret reagerede på en ung lektors über-saglige kunsthistoriske oplæg med spørgsmålet: ’What about Emmet? you forgot to mention Emmet!’. Pludseligt blev det klokkeklart at hvad der (stadig) er på spil i FLUXUS ikke bare er kunstfaglige diskussioner, men i høj grad helt rigtige liv. De meget personlige indsatser blev endnu tydeligere under grand old FLUXUS-samler og nyslået MOMA-mand John Hendricks indlæg, hvor han slog sit berømte / berygtede slag for at definere FLUXUS som en regulær bevægelse, hvilket udløste almen uro i salen, højlydt kritik og ophidsede tilråb. Og da Hendricks forsvarede sig, så var det ikke med kunstfaglige terminologier i baghånden, men med nedslåede dådyrøjne og med den virkelige triste besked, at hvis ingen da kunne give ham ret, så var de sidste 30 år af hans liv sådan set totalt spildte. Efter min mening var konferencen dog bedst i dens mest utilsigtede humoristiske og ironiske momenter, som nærmest blev små FLUXUS-happenings i sig selv: som da en epifaniramt kvinde fra publikum rejste sig op og begejstret proklamerede, at vi slet ikke behøvede skændes mere, for FLUXUS kunne sagtens defineres: som en åbenhed - et forslag, som udløste lidt nervøse nik i salen fra alle dem, som så forfærdelig gerne ville være enige, selvom de ophedede diskussioner nok allerede havde påvist den himmelråbende naivitet i netop det udsagn. Eller da Willem de Ritter under selvsamme debat begyndte at producere en virkelig underlig fuglelyd, som ingen kunne finde ud af, hvor kom fra. Eller da Ben Patterson slet og ret faldt i søvn på scenen under et helt ufatteligt langtrukkent oplæg om en eller anden FLUXUS udstilling i England

Og ellers var det bedste ellers Eric Andersens biografi, som den var at finde i programmet, og som jeg - når al den historieskrivning blev for kedelig - med fryd genlæste igen og igen:

Short Biography:

I didn’t tell imhotep how to build the pyramid in Sakkara

I didn’t crown Schamscladad the first

I didn’t write the bKaa aGuyr or the bsTan aGyur

I didn’t know Chlodwig

I wasn’t responsible for what Emperor Lothar did in East Europe

I wasn’t Albrecht Altdorfer

I did never meet the first wife of Shah Jahan