'dawn enters with little feet, like a gilded pavlova'

det er lidt sjovt, hvordan ezra pound har leveret yndlingscitater til snart enhver litteraturvidenskabelig sammenhæng (jeg tænker især de ekstremt brugbare citat-giganter: 'make it new', der passer på stort set alting, og også:'great literature is simply language charged with meaning to the utmost possible degree'), men at jeg i mit nu mere end 4-årige studium aldrig har stødt på en underviser, der rent faktisk var interesseret i andet end pounds punchlines - hans digte fx. da jeg så mødte en 'selected poems of ezra pound' i et lidt trist antikvariat i hamborg tænkte jeg, at nu skulle det være, og siden har pound fungeret som min not-so-guilty oversprings-glæde. jeg må indrømme, at min tålmodighed i denne omgang ikke rækker til hans uendelig lange cantoer - alle fyldt til randen med græsk skrift og latinske citater (der sikkert betyder alt muligt sejt, men how should I know?), referencer til troubadour-digtningen, den græske mytologi, kinesisk filosofi og så videre....


til gengæld kan jeg overskue hans tidligere digte, som er nogle bidske og stramme små sataner. og pound vitterlig en blæret poet: bidsk og bitter og rutineret og storladen på den knivskarpe måde og så kan han noget helt særligt, der minder mig utroligt meget om henrik nordbrandt (selvom det nok er henrik nordbrandt, der minder om ezra pound): at skrive et digt, der er så perfekt smukt, at det næsten er for meget, og digtets skønhed står der og vakler på kanten af (selv)ironi og ordene ligesom skærer tænder af egen vellyd og digtet kommer til at ligne en pastiche, som man bare ikke kan lade være med at tage dødalvorligt. som fx. det her digt, der hedder noget græsk, jeg ikke kan skrive:


Be in me as the eternal moods
of the bleak wind, and not
As transient things are -
gaiety of flowers.
Have me in the strong loneliness
of sunless cliffs
And of grey waters.
Let the gods speak softly of us
In days hereafter,
The shadowy flowers of Orcus
Remember thee.


... eller denne vidunderlige del af digtet 'The Garret' - jeg elsker det lige del smukke og lige del komplet absurde billede af en morgen som en nedstyrtet pavlova (min absolutte yndlingskage desuden):


'Dawn enters with little feet
like a gilded Pavlova,
And I am near my desire. 
Nor has life in it aught better
Than this hour of clear coolness,
the hour of waking together.'


Og mit absolutte yndlingsdigt:


'Portrait d'une Femme'


Your mind and you are our Sargasso Sea,
London has swept about you this score years
And bright ships left you this or that in fee:
ideas, old gossip, oddments of all things,
Strange spears of knowledge and dimmed wares of price.
Great minds have sought you - lacking someone else.
You have been second always. Tragical?
No. You preferred it to the usual thing:
One dull man, dulling and uxorious,
One average mind - with one thought less, each year.
Oh, you are patient, I have seen you sit
Hours, where something might have floated up.
And now you pay one. Yes, you richly pay.
You are a person of some interest, one comes to you
And takes strange things away:
Trophies fished up; some curious suggestion;
Fact that lead nowhere, and a tale or two,
Pregnant with mandrakes, or with something else
That might prove useful and yet never proves,
That never fits a corner or shows use,
Or finds it hour upon the loom of days:
The tarnished, gaudy, wonderful old work;
Idols and ambergris and rare inlays,
These are your riches, your great store, and yet
For all this sea-hord of deciduous things,
Strange woods half sodden, and new brighter woods:
In the slow float of different light and deep,
No! there is nothing nothing! In the whole and all,
Nothing that's quite your own.
            Yet this is you.


Først og fremmest elsker jeg digtet for ordene: sargasso sea, mandrakes, ambergris. desuden er der noget helt vidunderligt sarkastisk ved linjen: 'pregnant with mandrakes or with something else', som er et perfekt arrogant 'what do I care'-agtigt retorisk greb, hvor den poetiske præcision i 'pregnant with mandrakes' øjeblikkelig afværges - som om digtet har råd til at øsle med sine egne overlegne metaforer.


og så er der samtidig noget så misogynt ved dette lyriske kvindeportræt at man ganske enkelt tror det er løgn, og det er det måske også. her syntes kvinden enten at kunne vælge mellem en forrang, der så må 'nydes' med en virkelig kedelig mand, eller at være evig sekundær med en virkelig interessant mand. og midt i alt dette må hun agere et slags affaldsdepot for alskens sladder, ligegyldigt trivia og ubrugelige pyntegenstande (ligesom det ekstremt pyntelige 'pregnant with mandrakes', som digtet lidt ligegyldigt trækker på skuldrene af). men læg også mærke til hvordan kvinden kommer til at udstikke konturene til det (poetiske) rum, hvori tingene måske ikke rigtigt kan bruges til noget, men til gengæld udmærker sig ved en æstetisk overflod af kuriosa. digtet (og kvinden) er her det radikalt luksuriøse, det andet, uden nytteværdi; et billedskønt 'wasteland' af sprog, som intet hverken siger eller mener eller producerer.

og baudrillard skriver i 'forførelse' om denne kvindens 'overfladiskhed': 

'kvinden er kun skin. Og det er det kvindelige som skin, der tilføjer det mandliges dybder et nederlag. (...) Det er strengt taget ikke engang det kvindelige som overflade, der står i modsætning til det mandlige som dybde, det er det kvindelige som umuligheden af klart at skelne mellem overflade og dybde. Eller som ligegyldighed i forhold til det autentiske og det kunstige.'