sylvia sylvia

--- fordi hun var så smuk kan jeg ikke lade være med at poste disse her:

... selv om det handler om hendes dagbøger, som jeg her til aften og aldeles udmattet endelig har færdiggjort. Sylvia Plaths dagbøger har forekommet mig helt ualmindelig tunge at komme igennem og jeg forsøger at tænke på den sidste 'celebre' dagbog jeg læste med glæde - sandsynligvis Anais Nins überdekadente (og så vidt jeg ved skrevet med henblik på udgivelse) dagbøger, som jeg læste som 21-årig på en strand i Goa...

Først og fremmest har jeg hadet mig selv lidt for min mildest talt pubertære selv-identificerende og selv-terapeutiske måde at læse Plaths dagbogsnotater på og tænkt over, hvor svært det er at læse dagbøger på anden vis. Og fordi jeg studerer i tyskland, hvor forfatteren (nykritik og Barthes m.m. til trods) USTANDSELIGT bliver taget til indtægt for snart alting, kan jeg ikke lade være med at få en dårlig smag i munden over at læse og dømme Plaths forfatterskab udfra noter, som på tydeligste vis aldrig var bestemt til offentliggørelse.

... hvilket bare har bidraget til min lidt dårlige samvittighed over at snyde mig adgang til et liv, der ikke har inviteret mig til at kigge med. Plaths dagbøger er bestemt ikke noget stort litterært værk, men snarere lidt klodsede og sentimentale; til tider hjertegribende hypersensitive og skrøbeligt hudløst ærlige, til tider kvalmt overromantiserende og tilsat en del ret uinteressant egocentrisk navlepilleri (som altsammen selvfølgelig er en DEL AF DAGBOGSGENREN for så vidt, at det slet ikke rigtigt er en litterær genre, men derimod noget i retning af en terapeutisk skrift, der 'ikke vil verden noget'.)

Bedst og tættest på 'rigtig litteratur' er Plath, når hun 'beskriver' sine umiddelbare omgivelser på minutiøs, men stadig kaotisk vis - en slags fænomenologisk orienteret skrift inficeret af ordhallucinatoriske febervildelser:

'Into the dark room, blind-windowed, car light goes gondoling along wall, slanting, curved bent in corner, then gone. Yet light comes steady sliced blue down chinks from streetlamp, layering square curtain lace shadow on flat wall like fragmented glass, coming moonly through cracked planes of water, splayed bright down desk side, fallen fault-angel on floor. Green bottle on sill involved in folded color shafts, blue cored and purpling, antique shelled, and dust on clear grape curve misted; intricate sea light; cylindrical complexity.' (s. 150)

... men citater som disse er små vidunderlige lakuner i et hav af hverdagsagtige selvbebrejdelser og helt igennem personlige overvejelser omkring eget værd som forfatter, som kvinde mm. Og jeg er hverken blevet klogere på Plaths værker eller på selvmordets psykologi, og kan heller ikke lade være med at forholde mig mistroisk til Ted Hughes, der har redigeret og udgivet disse dagbøger med 'begrundelsen':

'A real self, as we know, is a rare thing. The direct speech of a real self is rarer still. Where a real self exists it reveals itself, as a rule, only in the quality of a persons presence, or in actions. (...) Our real self (...) is usually dumb, shut away beneath the to-and-fro conflicting voices of the false and petty selves. As if dumbness were the universal characteristics of the real self. When a real self finds language and manages to speak, it is surely a dazzling event' 


...her er der så virkeligt skruet op for autencitets-patos, men jeg har svært ved at læse Plaths vidunderligt konstruerede rablende passager (som ovenfor citerede) som udtryk for noget i retning af et 'det sande selvs sprog', og har derudover svært ved at se, hvad det overhovedet skulle gøre godt for (om noget: en 'sand verden' eller en 'sand skrift')

Dette forsvar for afsløringen af en afdød kvindes mest private tanker forekommer mig derimod hult og mildets talt problematisk. Og at det derudover er forfatter-eksmanden, som med denne slags retorik indleder og determinerer læsningen af Plaths skrifter tager jeg nærmest som en personlig fornærmelse: en grov underkendelse af en stor forfatter, der ikke bør læses med den tragiske biografi som omdrejningspunkt.

...altså: så jeg har besluttet mig for hurtigst og muligt at glemme Plaths dagbøger og istedet koncentrere mig om  at læse:

og: