'what we did had a consecration of it's own'
...var den enkle, men uendeligt romantiske sætning, der gjorde mit tirsdags-morgenseminar i Hawthornes 'The Scarlet Letter' det hele værd og som samtidig gav mig blod på tanden til at læse den bog igen, fordi jeg var distræt og træt første gang jeg læste den og var blind overfor det rørende ved Hester Prynnes tunge martyrium; en overraskende og underlig kærlighed så umotiveret og så umulig og så igen denne tavse kvinde (den første?) til at blive idømt alfabetets første bogstavs tyngde (!) ; at forvandles til sprog, at bære det djævelsk flammende A og bagefter svimmelheden ved de uoverskueligt mange mulige betydninger syntes jeg nok er ret så avant-garde for en roman fra 1850!
.... og senere blev et helt uhørt uinspirerende eftermiddagsseminar i Morrisons 'Beloved' også pludseligt det hele værd med Beloveds paniske og åndeløse bøn om hjælp:
'how do I say things that are pictures?'
... som er en sætning, der bedst taler for sig selv. Eller som det er svært at tale om, for er det ikke netop i virkeligheden bare det, som alle forsøger at tale om?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar