Grotrians uforståelighed

Et digt af danske Simon Grotrian fra digtsamlingen 'tyve sorte kinder':

Hager synker ned i Jordens flammekerne

Pudderfingre snor sig gennem biblerne

En kælk er trillet ud af øjet

Skriget mellem duens tanker

Standser inden såret

Der er tandaftryk i isen

Og med denne verdens glødetunger

Ånder vi den næste sommer

Blodet piskes op og gir

Sit efterspil til hæren

Jeg ser vinger tørre sjæle

Molekyler arrangeres under stolen

Mikrofoner krølles sammen

I en intethed af høje katedraler.


Og hermed er der altså taget hul på denne blog med Grotrians sælsomt arabeske modernitet og med dette mit spørgsmål: er der nogen, som kan komme på en tilnærmelsesvis sober analyse af ovenstående digt? Min eget forsøg lyder noget i retning af, at digtet ikke tilbyder andet end en læsning, hvilket her skal betyde: en lykkelig, sansemæssig erfaring med et rent ud sagt lækkert sprogligt materiale, der imidlertid ikke betyder noget som helst. Men det hverken kan eller skal selvfølgelig udelukkes, at dette digt rent faktisk kan fortolkes, og at jeg har overset noget vigtigt, og at det er noget vrøvl at sige, at sprog ingenting betyder (wink wink, peter!)?